Da det jo logisk set kræver, at man er myndig for at måtte stemme, så er kommunalvalget det første valg for de to ældste børn.
Natacha blev myndig 15. januar sidste år, og Patrick blev myndig den 10. september i år, så det ER første valghandling siden deres 18 års fødselsdag.
Når vi forældre skal fortælle om ting, så tænker vi ofte, at man altid husker, når noget er første gang. Sådan har jeg det ikke selv, når det gælder det at stemme. Jeg har blot gjort det, og så videre… 🙂
Vi fødes som idealister og ender som realister
Det lyder så umådelig trist, når man siger det. Ikke desto mindre er det sandt, at idealismen hurtigt går ud af ballonen, for vi opdager, at politik for alt for mange bare handler om, at blive genvalgt. Hvis de virkelig ville gøre en forskel, så havde de brugt deres mandat til mere end at lurepasse. Ingen nævnt, ingen glemt.
Der findes naturligvis idealister, som bevarer gejsten. Det har jeg kæmpe respekt for, og det er som regel den slags mennesker jeg selv ender med at stemme på.
Når dette udgives, så er der godt 2 uger til kommunal- og regionsrådsvalget den 16. november. Det bliver spændende at følge resultaterne rundt omkring i landet. Der er udsigt til drama i flere kommuner, så nyhederne næste morgen kan godt gå hen og blive spændende… 🙂
Det er denne weekend vi skal huske, at holde øje med de ure, som ikke automatisk skifter til normaltid, populært kaldet vintertid. Præcis som havemøblerne skal tilbage i skuret, så skal urene en time baglæns kl. 2 natten til søndag.
Her står weekenden på besøg af to af de tre børn, da ældste søn havde andre planer, hvilket der bestemt også skal være plads til.
God weekend til alle læserne af denne blog. 🙂