Fra BlackBerry til smartphones i dag

Hvis du laver en søgning her på bloggen, så har jeg skrevet en del om mobiltelefoner. I dag hørte jeg en podcast, hvor BlackBerry blev nævnt, og jeg blev straks nostalgisk mindet om, at Carrie i Sex & the City havde en BlackBerry.

Jeg har aldrig selv haft fornøjelsen, men jeg synes det er lidt sjovt, at BlackBerry var kolossalt populær ovre i USA – og i dag er nærmest uddød. Det samme kan siges om finske Nokia. Dengang der var 3210 på markedet var den nærmest også allemandseje, og enkelte hoppede på 3310 på grund af noget tekstchat-funktion m.v. I dag er Nokia kun en skygge af sig selv, måske især fordi de for en stund brugte Windows Mobile som styresystem.

Jeg købte engang en Nokia (husker ikke modelnr) brugt fordi jeg tænkte, at Nokia umuligt kunne være sunket så meget bagud. Der KUNNE være tale om en modedille, at folk foretrak iOS eller Android. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at Windows Mobile var drønirriterende. Da jeg gik tilbage til Android, fik min ældste søn telefonen, og han holdt liv i den ret længe indtil telefonen en dag til sidst måtte give op på batteriet…

Erfaringer med Andoid – vigtig lektion

Jeg har gennem tiden haft mange mobiltelefoner, inklusiv en iPhone. Jeg har i dag kun iPhone (12 mini) fordi min arbejdsgiver valgte den. Jeg er drønirriteret over, at mit Apple TV kan finde på at bede mig tænde min firma-mobil, når jeg har fri, og dét er et af de steder, hvor den gode integration KAN være en pine i en vis legemsdel. Jeg vil gerne SELV kunne bestemme over mine enheder, og en sms til min Android-mobil burde være lige så fin autentificering… 🙂

Modelfoto af Samsung Galaxy A12

Når jeg så skal nævne lidt om smartphones på Android, så har jeg haft mobiler fra Huawei til Sony, fra LG til nu Samsung – og det sidste er ABSOLUT det bedste.

En indlysende fordel ved at vælge Samsung er, at der kan findes cover til ens telefon overalt. Når – eller HVIS! – man vælger fx en LG, så er dette langt mere udfordrende. Det var det i hvert fald, mens jeg havde denne model… 🙂

Med Samsung Galaxy A12 var der også en anden indlysende fordel i forhold til andre Andoid-baserede smartphones, og det er muligheden for at OPGRADERE Android-kernen. Der var Android 10 eller 11 på telefonen da jeg købte den for godt to år siden. Der er version 13 på i dag, for jeg har for første gang nogensinde kunne opgradere kernen UDEN nogen teknisk anstrengelse overhovedet. Det er jeg ret stor fan af. 🙂

For feinschmeckere så er min mobil alt for billig, men det rager mig en fjer. Jeg ledte efter en mobiltelefon, som IKKE kostede spidsen af en jetjager, og jeg kommer ALDRIG til at bruge mange tusinde kroner på en smartphone…

Nu skal man som bekendt altid passe på ordene ‘altid’ og ‘aldrig’ 🙂

Dog kan jeg sige, at Samsung producerer kvalitet som er alle pengene værd. Når du køber en Samsung Galaxy til fx 1200,- så får du fuld værdi for din investering. Det ses også på DBA hvor brugtværdien ER højere på en Samsung som brøk af nyprisen ift andre mobiltelefoner. Omend man naturligvis også altid får skambud fra folk, som tror at DBA er en basar, hvor man kan tillade sig at byde hvad som helst…

God påske til alle bloggens læsere.

About the author

Adm uddannelsesmedarbejder, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre voksne børn i alderen 18-22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.