Da jeg for fem år siden skrev artiklen At glæde sig på andres vegne var det en af mine første kommentarer om denne tv-serie, som er fortsat gennem årene. I går kom jeg til at tænke på, at denne serie måske kan mere end bare være underholdning…
Det er, som så meget andet, en serie købt ind fra udlandet. Det kan man i forvejen have flere meninger om, men bag handlingen kan det faktisk noget. Vi mennesker er nogle sjove størrelser. Når vi ikke selv har følelser i klemme, så er vi rationelle. Vi krummer tæer, når et par lander i en konflikt, fordi vi ser præcis hvor det gik galt længe inden eksplosionen.
Spørgsmålet er så bare hvordan vi SELV reagerer?
Det er her serien virkelig kommer til sin ret. For HVIS vi ser den med ønsket om, at lære af konflikter, så er der kæmpe potentiale for at blive meget klogere på sig selv…
Serier med flere niveauer
Det er som så meget andet et spørgsmål om, at se bagom underholdningen. Luksusfælden på TV3 kan vække til forargelse, ja nærmest kvalmende, når man ved, at der er 20+ sæsoner af serien. Der burde være sket en udvikling i folks økonomiske sans, og så alligevel møder man par, som ikke kan få tingene til at løbe rundt, fordi pengene klattes væk, og fordi prioriteringerne er helt på månen. Omvendt kunne man også påstå, at det burde have vækket vores politikere. Når man flere gange har forhandlet indholdet i lektionsplaner, så BURDE privatøkonomi være kommet på skoleskemaet for længst!
Alle har brug for viden om hvordan man indretter sit forskudsopgørelse, og alle får brug for at kunne lægge – og FØLGE! – et budget, når de flytter hjemmefra. Alligevel prioriterer vi, at folk lærer at skrælle en kartoffel og lave en frikadelle, og det er at skyde ved siden af skiven. Beklager min lidt karrikerede beskrivelse, for der er intet galt i at kunne lave mad, men der skal dælme være råd til at købe råvarerne, før man kan tilberede dem, ikke sandt? 🙂
Jeg bliver så ked af, at vi bruger flest penge i hele verden på vores skole, men det er forbudt at tænke nye tanker. Forleden var nyheden, at man ifm frisætningen af skolerne i enkelte testkommuner havde forkortet frokosten for, at børnene kunne få tidligere fri. Problemet var så bare, at børnene ikke kunne nå, at spise deres madpakker… Min første kommentar var: hvorfor pokker arbejder vi med skemalagt spisning? Lad dog børnene spise, når de er sultne.
Man kunne nemt pakke ting ind i emballage som IKKE larmer, og så frisætte de ting, der giver mening ernærings- og sundhedsmæssigt, og så også nytænke, at vi SKAL have lov til, at fortælle hvor skolen bare ikke fungerer.
Når matematik og dansk halter, så SKAL vi reagere. Jeg tror på, vi kan, hvis vi tør sige tingene som de er. Ellers kommer der aldrig nogen læring og forbedring – og så betaler vores børn regningen ved at være mindre godt rustede, når de går ud af skolen.
Om at tage kritik personligt
Selvom det aldrig er sjovt at få at vide, at noget er skævt, så skal vi som samfund turde gøre hinanden bedre. Det skal være slut med besparelser på skolerne ud fra grønthøster-metoden. Dog skal det også være lovligt at erkende, hvis nogle lærere bare ikke kan undervise.
Man kan leve med en renovationsmedarbejder som stiller spandene skævt retur på folks fortov. Men vi kan ikke leve med, at vores børn kommer gennem uddannelsessystemet uden at få de mest fundamentale ting på plads. Vi har altid bakket op om skolernes beslutninger, men jeg kan forstå, at nogle forældre er fuldkommen ligeglade. De vasker hænderne med undskyldningen, at ‘det er ikke mit problem’…
Guess what? Det bliver det! For det bliver et problem, når barnet senere i livet får en dårlig karakter på ungdoms- og videregående uddannelser. Når bassemand ikke kan klare ærterne, fordi man ikke for længst gjorde det sjovt at læse eller skrive.
Man har for længst erkendt forskellige læringsstile på friskoler, men folkeskolen er låst som granit? Det holder ikke i en tid, hvor vi har brug for livslang læring og udvikling…
God søndag til alle. 🙂
