Det er ikke raketvidenskab, at folk flygter fra Netflix. Under coronakrisen hørte vi, hvordan man havde besluttet, at sænke kvaliteten på opløsningen for europæerne, men at man fastholdt prisen. Senest kom så nyheden om, at man nu hæver prisen fra 99,- til 114,- fra og med 1. maj 2022.
Nu råber man ‘password sharing’ ifølge CNN som årsag til kundeflugten, og det er fuldkommen forfejlet.
Som de fleste ved, så har kunderne aldrig haft flere muligheder for, at finde god streaming. Markedet udfordres af mange spillere – og Netflix er bestemt ikke i top når det gælder nyt indhold. Det opdager man hurtigt, når man hører om Discovery, Disney+ m.fl.
Danskerne har betalt mest i forvejen
Da nyheden kom om, at udenlandske tjenester nu skulle til at betale en medieafgift, skal man huske, at vi i forvejen betalte MEST for MINDST indhold. En dansk Netflix-konto havde langt mindre indhold end en amerikansk konto, men vi betalte den højeste pris – og sådan har det været i flere år…
Jeg tog selv kontakt til det medlem af Europa-parlamentet, som jeg havde stemt på, for at få EU til at reagere imod Netflix. Intet svar. Det var en sag, man ikke ønskede at røre ved. Man vil rigtig gerne rasle med sablen på de store områder, men Netflix er så tydeligvis ikke en spiller, der er så mange stemmer i.
At jeg så efterfølgende fandt ud af, at det pågældende parlamentsmedlem havde andre udfordringer i forhold til sin stab undrer mig ikke. Politik er en barsk branche, og man skal være meget tydelig med sine strategier, hvis det skal blive godt teamwork med skarpe resultater. Sagen er vigtig for de mange danskere, som netop nu bliver taget groft ved næsen, hvis de vælger at blive.
Jeg traf meget hurtigt beslutningen at sige pænt nej tak til fornyelse, da nyheden om prisstigningen kom. Det har jeg så ikke været den eneste, der har gjort, og Netflix må nu leve med konsekvensen af deres fejlslagne strategier. At give brugerne skylden for nedgangen er at ramme uden for skiven, og så vil den nedadgående spiral fortsætte, for det KAN ikke være særlig svært at gennemskue, hvis man kigger seriøst på hvilket indhold, man betaler for…
Fortsat god weekend til alle læserne af denne blog. 🙂