Der foregår en debat om studieture, som er fuldkommen legitim. Når unge mennesker præsenteres for en regning op imod 10K, så ER der ingen tvivl om, at det stresser nogle forældre. Det siger sig selv, at der er forskel på den slags i forhold til dengang, vi andre gik i skole.
Jeg husker selv, da vi var i Nürnberg med den franske skole. Vi boede på et herberg/ungdomspension med køjesenge – og indkvarteringen var det det allermindst vigtige overhovedet. Det var turene rundt i byen til seværdighederne, herunder især den gamle sportsarena, som virkelig fascinerede.
Vi fik så meget historie med i bagagen, vi fik snuset til sproget, og lærte en del kulinariske ting at kende. Vi OPLEVEDE Tyskland – og det kan ingen tysklærer med fokus på den, der, die eller das slet ikke hamle op med. Hvis et sprog skal blive levende, skal det tales og det gør man bedst i landet og når man er tvunget til, at gøre sig forståelig.
Vi solgte kager i ugevis op til turen, og lavede alle mulige små happenings for at skabe overskud til turen, og selvom det var en privatskole jeg gik på på daværende tidspunkt, så var selve brugerbetalingen minimal – i respekt for, at det ikke var alle, der var lige velstillede.
I dag er der opstået en forventning om, at hvis noget koster dyrt, så MÅ man bare prioritere – og det er respektløst over for forældrene, der trods alt tager penge op af lommen, som kunne gå til andre af hverdagens udgifter.
Jeg følger debatten, og ser hvad der siges. Jeg kunne skrive en hel epistel om emnet ud fra den politiske vinkel, men det vil jeg lade andre om. Selv hvis jeg vælger at skrive om det, så vil det ske ovre på min politiske blog.
God weekend til alle bloggens læsere. 🙂
