Her i weekenden kom nyheden så, at den tidligere vicepræsident, Joe Biden, havde fået nok valgmænd til, at blive Amerikas næste præsident. Jeg havde besøg af børnene, så jeg fulgte ikke nær så meget med, som jeg plejer, og jeg indrømmer, at jeg undervejs også var ved, at blive LIDT træt af de spændingen…
Jeg tror vi var flere, der efterhånden ikke gad høre mere om kæmpebabyens brok over hans nye begreb “lovlige” og “ulovlige” stemmer. Man havde før valget afprøvet de regler, som eksisterede i svingstater, og havde fået sit klare svar – og alligevel forsøger man bagefter, at opmuntre til opstand.
Mangel på god stil!
Det er simpelthen mangel på god stil fra Trumps side, og jeg noterede mig, at den konservative Rasmus Jarlov havde gjort sig klog på valgresultatet som om Trump var blevet genvalgt, da han skrev det viste tweet 4/11 kl. 04:34…
Retfærdigvis skal det siges, at han senere på ugen erkendte, at Joe Biden vandt, men stilen er, for at sige det pænt, yderst provokerende på et tidspunkt, hvor ingen var sikre på noget som helst.
Det er SÅ tankevækkende, at mange gerne vil fortælle folk med en holdning til Trump, at de ‘bare’ skal lære at forstå amerikansk politik før de kan udtale sig. Som om man på forhånd kun må have en holdning, hvis man kender sit stof. Polariseringen er ved at sprede sig ind i det danske samfund, og flere blandt os mener, at den allerede HAR inficeret store dele af vores debatkultur.
Det skal stoppes! Jo før jo bedre…
En af de væsentligste grunde til at bevare monarkiet og aldrig indføre præsidentrollen er, at vi slet ikke er klar til den slags her i landet. Vi har i forvejen en tendens til perfiditet og udenomssnak i politiske valg, og jeg tør SLET ikke tænke på, hvis tonen blev skærpet i samme omfang, fordi de enkelte partier skulle kæmpe om, at få deres kandidat valgt. Jeg står meget gerne ved min holdning til monarkiet, og den er absolut positiv.
Joe Biden og Kamala Harris har kæmpe opgave foran sig
Det er en meget stor opgave Joe Biden og vicepræsidenten Kamala Harris har foran sig. Vi ved, at der ALTID er kritik af en siddende præsident. Alle leder efter håret i suppen, og det vil være afgørende, at de får lagt gode frø i jorden i løbet af de første 100 dage, hvor der er en vis borgfred omkring præsidenten. Slagsmålene vil blive barske, og det er ikke på forhånd nogen dans på roser med den parlamentariske situation de står med i kongressen.
Men ét er i hvert fald sikkert: Om et par måneder er det slut med en præsident, der tweeter de mest vanvittige ting for ene og alene at skabe splittelse mellem folk. Det er værd at sætte pris på, synes jeg i hvert fald.
Rigtig god dag til alle bloggens læsere, og stort tillykke til min søster og svoger, der i dag kan fejre 8 års bryllupsdag. 🙂