Jeg læste på Wikipedia, noget jeg ikke vidste om latinprøvens historie. Der stod ud for 1978 følgende: “Efter et nyt forlig om folkeskolen vedtager Folketinget at afskaffe latinprøven som adgangskrav til det sproglige gymnasium.“
Latin – et dødt sprog, næsten
Man er nødt til at trække lidt på smilebåndet, for latin har jo været et dødt sprog i mange år. Det bliver i dag kun brugt i medicinens og religionens verden, herunder naturligvis især i katolske kredse. 🙂
Latin er naturligvis vigtigt, når man vil studere etymologi, læren om ords oprindelse. Det er faktisk interessant viden, når man går ind i ords baggrund og historie. Jeg kan lejlighedsvis godt synes, det er rigtig interessant, når først man finder ud af, at et bestemt ord faktisk har en rigtig spændende historie.
Mange reformer – ofte lap på lap
Der har været mange reformer på skoleområdet. Alt for ofte har det dog haft karakter af lap på lap-løsninger. Man burde tage et seriøst blik på det samlede pensum, og så kaste alle bolde op i luften. Hvad har vi brug for i en digital tidsalder? Hvordan kan vi styrke de grundlæggende færdigheder?
Vi har alt for længe tænkt alt for traditionelt på grundskolen, og det lugter lidt af, at man tænker mere på lærerne end hvad eleverne rent faktisk har brug for.
Lad mig lige forklare, før du – kære læser – ryger op i det røde felt. 🙂
Hvis man havde modulinddelt skolegangen, så kunne alle få et grundlæggende niveau i fysik/kemi, mens dem, der får brug for faget til laborantuddannelsen, kunne få det udvidede niveau. På samme måde har en kemiker kun sjældent brug for det udvidede kendskab til Søren Kierkegaards samlede værker.
For mig at se er det lige til højrebenet, at vi erkender, at en modulopbygget grundskole er bedre end princippet om, at alle skal lære det samme. De kære elever vil alligevel opleve modulopbygningen senere i livet, når de kommer på universitetet, så hvorfor skulle det være kætteri, at foreslå tankegangen kommer ind i det samlede system?
Vi skal turde tænke nyt – også selvom vanetænkningen er svær at gøre op med
Jeg kan allerede høre protesterne fra de mange lærere, som helst ser, at systemet bare fortsætter. Så længe vi KUN diskuterer mængden af penge, der kastes ind i systemet, så får man aldrig den fundamentale debat, der egentlig er brug for.
Jeg siger bestemt ikke, at ovenstående ER noget guldæg, men jeg mener, man burde tage debatten i det politiske system. Det VIL under alle omstændigheder være nødvendigt, at nytænke systemet, den dag digitaliseringen slår igennem, så hvorfor ikke starte nu?
Tillykke til tre mennesker i dag
Først og fremmest skal der ønskes tillykke med de 41 til børnenes mor, ex-konen Henriette. Dernæst skal der lyde et stort tillykke med de 56 til politisk kommentator og tv-vært (bla på programmet Børnelokkerne på TV3), Henrik Qvortrup. Sidst, men bestemt ikke mindst, også et stort tillykke til forfatteren Merete Pryds Helle, der i dag runder de 54.
Rigtig god dag til alle bloggens læsere. 🙂