Der er mange situationer, hvor mange har klare holdninger. Det gælder uanset om det er holdningen til arbejdsløshed eller børnene i Syrien. Det er nemt at mene noget, hvis vi ikke tager stilling til, det handler om mennesker.
Når mange hører en statistik, så drager de hurtige konklusioner. Hvis du får at vide, at 30% mener noget bestemt, så glemmer du måske, at 70% mener det modsatte. Polariseringen er nem, hvis man ikke forholder sig til, at der er mennesker bag emnet.
Et helvede for mange
En polariseret verden kan være et helvede for folk med empati. Jeg chokeres konstant over, hvor følelelseskolde nogle kan være, når de danner en mening, de aldrig ville have, hvis det drejede sig om en af deres nærmeste.
Egentlig er det ret logisk. Vi skal ikke forholde os til de ansigter på de folk, vi dømmer. En rigtig drømmeverden for Excel-typen, som KUN ser verden binært. Det er enten 0 eller 1 – præcis som en computer. Du fodrer den en model, indtaster nogle tal, og så får du et resultat. Uden følelser, skuffelser, glæde, kærlighed, vrede eller mismod. Det er en verden uden passion eller energi. Der findes ingen nuancer – og det er systemets drømmescenarie, for ingen kan modsige en objektiv vurdering. Den er jo ens for alle, lyder argumentet… 🙂
Det kollektive og det individuelle ansvar
Når vi bevæger os på de sociale platforme, så opdager man hurtigt, at der findes både populære og upopulære meninger. Ofte handler det simpelthen om dels gruppepres, men også manglende nuancering. Dem, der maner til besindighed får høvl, mens den seje one-liner får en masse likes.
Vi kender det alle. Hvis du nævner den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, så kommer historien om et par sko til 2.000 eller fadøl eller bilagssager hurtigt på banen. Hvis du kritiserer regeringen på et helt konkret område, så er du én som blæser på folkesundheden. Det er alt sammen automatreaktioner, fordi mange ikke orker forholde sig til substansen, men bare reagerer som alle andre.
Digtet med inspiration fra den tyske teolog Martin Niemöller opsummerer det bedst:
Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist.
Citat: Martin Niemöller (1892-1984)
Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand.
Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist.
Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde.
Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.
Vi skal turde sige mere fra!
Vi skal turde sige mere fra over for denne polarisering, for den æder os op om samfund indefra. Det er den rene gift for et samfund, når alle tænker som egoister. “Hvis det ikke omfatter mig, så rager det mig en høstblomst” synes at være tankegangen…
Vi har alle undret os over, at Donald Trump kunne vinde valget i USA, og vi er også overraskede når andre diktatorer kommer til magten rundt omkring. Vi glemmer bare, at hvis vi havde lyttet bedre efter, så havde vi opdaget tendenserne langt tidligere.
Et tolerant samfund rummer uenigheder
Et tolerant samfund rummer uenigheder. Vi skal kunne erkende, at der skal være plads til alle. Der er intet så sørgeligt, som hvis nogle mener, at ALLE skal være enige med dem. Hvorfor ikke hellere give plads til flere meninger? Ingen mister noget ved, at vi kan rumme andre meninger, vel?
Jeg har skrevet det før både her på denne blog og på min politiske blog. Der var engang hvor torsdagen var berigende, fordi DR2 sendte Debatten med Clement Kjersgaard. Dengang var gæsterne anstændige i deres svar. Bevares, de kunne også være uenige, men de respekterede ordstyreren. Meget har ændret sig, og dén udvikling startede småt, men endte med at blive åbne skænderier, især når emnerne er kontroversielle.
Det hele starter med hvilke deltagere du placerer i et panel. Hvis du har eksperter kombineret med saglige politikere kan du godt få en debat, hvor alle lærer noget. Hvis du derimod inviterer populister, hvis primære fokus er, at score billige points samtidig med, de lirer de sædvanlige forklaringer af, så forlader seerne programmet. Det gør jeg i hvert fald, og jeg er næppe den eneste, vel?
Den gode debat før alle klogere. Den dårlige debat bekræfter blot folk i deres fordomme, og skaber ikke den grundlæggende forståelse mellem folk for de holdninger ens modstander har.
Jeg håber virkelig, at vi alle vil blive bedre til at nuancere vores syn på tingene. Vi må godt tænke os om, før vi farer frem på tastaturet. Ellers ender vi med samfund, som bliver uudholdelige at leve i…
Rigtig god dag til alle bloggens læsere. 🙂