Så er det i dag det sker…

Så er det i dag det sker. Et af de vigtigste valg skal træffes i partiet Venstre. Vi har alle hørt, at Jakob Ellemann-Jensen var udset af den nu tidligere formand, Lars Løkke Rasmussen, som ny formand for partiet. Nu skal et andet vigtigt valg træffes: hvem skal være næstformand i partiet?

Det KAN synes nemt at analysere Venstre ud fra egne politiske meninger. For min egen del er det ingen hemmelighed, at Ellen Trane Nørby er en langt mere sympatisk person end Inger Støjberg. Det siger jeg åbent af flere grunde. Dels fordi jeg ikke mener, at politik kun handler om indvandrerpolitik, som flere nu har ‘omdøbt’ til værdipolitik. Men også fordi jeg mener, at blå blok har brug for, at se indad. Hvis dansk politik alene skal handle om at skabe skrækscenarier omkring udlændinge, så vil integrationen aldrig lykkes. Der MÅ og SKAL være en ny tone i dansk politik. Det burde selv tilhængere af den såkaldte “fair og faste udlændingepolitik” kunne se…

Landet har alt for længe været plaget af, at den borgerlige blok ikke har ført borgerlig politik. Man har taget et knæfald for en tone, som vi i 80’erne ALDRIG ville have accepteret, for det er ganske enkelt ikke anstændigt!

Jeg anmeldte i slutningen af 2016 bogen Inger – Der hvor hun kommer fra. Jeg står naturligvis ved mine ord i den anmeldelse, men meget er sket siden december 2016. Der kom lagkage på bordet, og der blev fortiet mange oplysninger for et folketingsudvalg, som senere førte til det man med høflige toner som minimum må karakterisere som ‘dubiøse forklaringer’

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg undrer mig over hvornår det gik galt for den tidligere integrationsminister. Hvornår blev hun så stålsat på magten, at hun var villig til at opgive traditionelle liberale dyder i en leflen for DF?

Som menneske er Inger sikkert et meget lunt menneske. Det var i hvert fald mit indtryk, da jeg læste biografien. Som politiker er hun et taberkort, der gik på kompromis, da det var allermest nødvendigt at stå fast. Det betaler Venstre stadig prisen for, for vælgerne vil ikke finde sig i den negative retorik. Sejren på 10 mandater ved seneste valg grundlovsdag i år var et signal om, at blokpolitikken må være slut. Dét signal har mange MF’ere i Venstre overset, og det kommer til at koste ved næste valg, hvis ikke partiet træffer det rigtige valg senere på dagen.

Fortsat god weekend til alle bloggens læsere. 🙂

About the author

Adm uddannelsesmedarbejder, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre voksne børn i alderen 19-22.

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.