Internet of Things – fagre nye verden

Telia kører i denne tid en kampagne for at reklamere for deres løsninger i forhold til Internet of Things. Det er en god reklamekampagne på mange måder, og den burde faktisk vække til eftertanke flere steder i virksomhederne, men kan også gavne os som private forbrugere.

Man kan allerede få vaskemaskiner, som kan sende dig en besked, når programmet er kørt færdig. Man har også kaffemaskiner, der kan indstilles til at brygge kaffen på bestemte tidspunkter af døgnet – enten når du står op, eller når du kommer hjem fra job. Meget af det opfatter vi som gejl, men bare vent. Om et årti eller to kunne vi slet ikke forestille os en verden, hvor kaffemaskinen ikke kunne fortælle den skulle afkalkes, eller toilettet at afløbet skal renses

Den tekniske mulighed for, at den slags kan lade sig gøre har vi kendt lige siden Java blev udviklet. Vi har bare ikke set alle mulighederne endnu – og det gælder bestemt ikke kun i den private sfære.

For virksomhederne er der potentielt rigtig store besparelser i sigte. Ikke for at fyre mennesker, men for at ens ansatte kan arbejde med alt det sjove, mens de mere trivielle ting overtages af bestemte automatiske funktioner…

Nu kender jeg jo selv en del til togverdenen, og her kan man i særlig grad bruge IoT. Forestil dig lige, at man undervejs på en tur til Frederikssund ved, at et toilet har en fejl i en bestemt vogn. I stedet for at tømme en hel stamme kan man nøjes med målrettet at gå efter fejlen – og derved spare en masse besvær. Ligeså hvis der er fire lysstofrør i nogle kupeer, der fejler. Så skal man ikke ‘kun’ tage de normale to med sig, men kan allerede på vej ud til et eftersyn have et par ekstra med.

Alt for mange tror, at IoT kun handler om besparelser af personale. Det handler faktisk om det modsatte. I sidste ende er det magelighed, at systemer kan selv-teste, og give melding om potentielle fejl på rette tidspunkt.

Dette princip gælder også på kontorer. Hvis nu Olsen har lagt den sidste pakke papir i printeren, så er der en risiko for, at han glemmer at fylde op nede fra fjernlageret i kælderen. Her kan rengøringsmanden få besked, så han kan tage en kasse med op, når han alligevel tager elevatoren med sin rengøringsvogn. 🙂

Rengøringsmanden kan måske så til gengæld spare tid når toilet 14 slet ikke har været brugt siden sidste rengøring dagen før. Det gavner alle niveauer i en virksomhed.

Magelighed har mange ansigter, og der er rigtig mange funktioner, der handler om alt det, vi glemmer, fordi vi HAR travlt, men som man kan få elektronikken til selv at holde øje med, hvis man indbygger funktionerne i sin arbejdsdag på en klogere måde. Her er vanetænkningen den største fjende, for ‘det går nok – det har det jo gjort siden 198x’…

Det vigtige er, at være vågen over for forandringerne, så det er OS der styrer udviklingen, frem for at lade udviklingen styre os.

Det kan kun gøre fremtiden endnu sjovere.

Rigtig god dag til alle bloggens læsere. 🙂

About the author

Adm uddannelsesmedarbejder, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre voksne børn i alderen 19-22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.