Rasmus Paludan laver igen ballade med borgermusikken med sine talrige provokationer. Senest er dele af Nørrebro omkring Blågårds Plads centrum for en del ballade i forbindelse med hans demonstration. På TV2 News kunne vi sågar høre, at han nu – i tredjeperson, for herren er vist ganske højtidelig i eget perspektiv 🙂 – mener, det er politiets skyld, hvis der sker ham noget. Hold da helt op…
Først optræder man med et xenofobisk budskab, og bagefter er det alle andres skyld, hvis der opstår ballade?
Er det den form for logik, vi accepterer i 2019?
Jeg er, for at sige det pænt, ganske overrasket over dén tone, denne Rasmus Paludan benytter. Han er i forvejen berygtet for sine tossestreger, som selv Dybvad har lavet lidt parodi på, og kan da på ingen måde tages seriøst. Slet ikke, når man bagefter vil bebrejde ordensmagten.
Det er for tidligt at kunne sige noget konkret om de skyldige, men én ting er dog sikkert: man kan ikke spille på demokratiets frihedsrettigheder samtidig med at man provokerer alt og alle der ikke er enige med en, og sågar placere skylden efter eget forgodtbefindende. Det er ganske enkelt ikke seriøst.
Jeg er spændt på hvad der kommer ud af denne sag. Det er på tide, at nogen siger fra over for denne mands vrangforestillinger – og det BURDE være en justitsminister eller en politimester, som én gang for alle ridsede begreberne klart op.
Fortsat god dag til alle bloggens læsere. 🙂