Alder er kun et tal. Sådan har jeg haft det, siden jeg fyldte 40, for statistisk er jeg nået forbi halvdelen af livsrejsen. Det har været ganske sjovt med den ændrede sindstilstand, for jeg er blevet langt dygtigere til at vælge til, og vælge fra, nu hvor jeg har erkendt, at døgnet kun har 24 timer, og vi alle må prioritere, hvis vi vil have mest muligt ud af dette fantastiske liv…
Der er så mange, som lander i midtvejskriser, fordi de er i tvivl om deres plads i livet. Jeg har det præcis modsat. Jeg er glad for mine børn er ved at være store. De er velforberedte på så mange områder, og de kan umuligt være i tvivl om, at jeg gerne hjælper hvor jeg kan, for jeg har gentaget mantraet: “Husk I kan spørge om hvad som helst. Der findes ikke dumme spørgsmål, kun dumme svar.”
Når først man har sagt det så tit, så man får svaret: “det ved vi godt!”, så er dén ged barberet. 🙂
Efterhånden som jeg i disse måneder bliver grandonkel, så er der nyt liv – og ny inspiration – der skal forme nye faser for ens niecer. Det er så dejligt livsbekræftende.
Den største lektion her i livet er, at universet flytter sig. Om vi selv – på det personlige plan – formår at flytte med, er spørgsmålet. Vi skal aldrig henfalde til nostalgiens tilbageblik. Vi får aldrig sporvogne tilbage på vejene, og telefonbokse kommer heller ikke tilbage i gadebilledet. Fremtiden er i gang – vores opgave er, at følge med, også selvom det går stærkt, når man tager de historiske briller på.
Det er den væsentlige forskel mellem historiske briller og nostalgi. De historiske briller anerkender udviklingen, hvorimod nostalgien vil bremse udviklingen…
No shit, Sherlock, vil nogen tænke.
Men prøv lige at tænke lidt over dén konstatering. Den er ikke helt så banal, som da du læste den første gang, vel?
Anyways, herfra skal der lyde et varmt ønske om en rigtig god weekend til alle bloggens læsere. 🙂
