Bloggen – din chance for at dele dine tanker om stort og småt

Som faste læsere vil huske, så mener jeg, at man skal blogge hvis man godt kan lide, at dele sine tanker om stort og småt. Det skal være sjovt. Hvis du alene starter en blog for at tjene penge, så mister du hurtigt interessen. Ikke fordi man ikke kan tjene penge på en blog, for det er bevist for længe siden.

Selv de etablerede medier (aviser, blade m.v.) er godt klar over, de har mistet eneretten til at bestemme hvilke budskaber, der er at finde på mediemarkedet. De få medier, som ikke har forstået det endnu, skal nok lære det. Når folk kan finde meget af det, de skal betale 60+ kroner for ganske gratis online, så mindskes lysten til at smide 7-800,- ud hvert eneste år på blade, som mange alligevel ikke får læst. 🙂

Det er intet tilfælde når flere opbygger trofaste læsere. Det er det lange og seje træk, der starter som et lille frø, og langsomt – men sikkert – spirer sig til et stort træ, hvis bare man husker én vigtig ting: det skal være sjovt.

Amerikanerne bruger udtrykket “content is king” (indholdet er konge), og med det mener man naturligvis, at jo mere indhold dit website har, jo mere interessant bliver det for søgemaskinerne, og jo flere vil derefter kunne finde dig, når DE søger efter indhold online.

Der er mange misforståelser på dette område, for nogle kommer med vanvittige påstande, som mange falder for – og når man så en sjælden gang imellem skal vejlede dem om hvorfor de ikke får dette publikum, så kan en del godt blive lidt fornærmede, når man spørger dem, hvorfor de ikke faktatjekkede de oplysninger de nu bruger.

I en tid hvor vi alle har lært, at ‘fake news’ tvinger os til at tjekke nyheder, så kan det godt undre, at nogle begynder at skemalægge deres skrivning efter nogle helt forkerte forudsætninger. Hvis man endelig vil ensrette skal man for pokker da vide hvad der virker, før man bare blindt går i gang med at rette sine tekster.

Mit bedste råd er, at man engang imellem bare skal give los. Skriv som inspirationen kommer. Du kan altid redigere før du udgiver, men hvis du alene skriver flere ord for fx at komme op på 600 ord i din artikel, så bliver din tekst kedelig. Den bliver også sur at skrive – og når du ikke trives med din indsats, tror du så dine læsere kommer til at synes det er spændende?

Jeg er fuldkommen enig i, at der er emner, der passer fint med punktopsætninger, og bestemte rammer. Dem kan du bruge, når det tema matcher – men for pokker da ikke hele tiden, vel? 🙂

Så for dem der går i gang med mini-serien Start din egen blog, så husk dette gode råd: du skal blogge fordi du synes det er sjovt at dele dine tanker med andre. Det er din elektroniske dagbog, og du deler en del af dit liv og dine ideer med et publikum. Hvor spændende det så bliver afhænger af hvor meget passion du lægger i opgaven – og hvis indstillingen er rigtig, er det ikke noget job, men derimod en hobby og en passion. Hvorvidt du senere kan gøre dette til din primære indtjeningskilde kan kun fremtiden vise. Hvis du ikke gør forsøget kan du ikke påstå, at du ved om det kunne lykkes.

Rigtig god dag til alle bloggens læsere. 🙂

About the author

Adm uddannelsesmedarbejder, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre voksne børn i alderen 18-22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.