Det burde ikke være raketvidenskab, at ordene vi bruger har en betydning. Enhver med blot en smule skolegang ved, at der er forskel på om man siger, at en tegning er pæn, flot, grim eller afskyelig. Det er ord de fleste kender, og alle ved, at nuancerne har hver sin mening. Det gør ikke, at en ting nødvendigvis er afskyelig bare fordi vi selv synes det. Det fortæller imidlertid blot hvordan vi selv ser på f.eks. en tegning.
På samme måde er det tankevækkende, at vi her op til folketingets sommerferie hører en minister, nemlig integrationsminister Inger Støjberg, udtale sig om muslimernes faste under ramadanen. Enhver med bare et perifert kendskab til muslimer ved, at der er lige så stor forskel på denne befolkningsgruppes religiøse engagement som der er blandt kristne. Ikke desto mindre har den seneste tid fået en del til at tro, at ALLE muslimer er rabiate og voldelige anti-demokrater – og de lader sig ikke tilbage fra at italesætte denne doktrin i et forsøg på at skabe et ‘os vs. dem’-samfund, som er kvalmende at være vidne til.
Diskussionen om buschaufførers faste er nemlig nogenlunde den samme man kunne stille i forhold til de sundhedsfanatikere, som har italesat fastekure under diverse labels. For slet ikke at tale om de bulimi- og øvrige spiseforstyrrede menneskers forhold til mad. Dén debat ville egentlig være langt mere interessant, fordi den er langt mere fanatisk end noget andet.
Fanatisme er farlig under ALLE former. 🙂
Had-doktriner har én ting til fælles: det er ALTID de andres skyld. Hvis man kan få modparten til at fremstå negativt, tror disse mennesker, at de selv løftes… Intet kunne være mere forkert!
Jeg har lige sat bogen I får ikke mit had af Antoine Leiris på min huske-/ønskeliste blandt bøger jeg vil læse når jeg er kommet i bund med de bøger jeg allerede har modtaget til anmeldelse. Om denne skrives der:
Antoine Leiris mistede sin kone og moren til deres 17 måneder gamle søn, Melvil, under terrorattentatet på spillestedet Bataclan i Paris i november 2015.
Tre dage senere skrev han et åbent brev til drabsmændene på Facebook med overskriften “I får ikke mit had”, et brev som hurtigt blev læst af tusindvis af mennesker over hele verden.
Antoine Leiris fortæller i bogen ”I får ikke mit had” hjertegribende, stærkt og usentimentalt om ugerne efter den forfærdelige begivenhed og om sin kamp for at skabe en ny hverdag for sig selv og sin søn, Melvil.
”I får ikke mit had” er en unik, stærk og universel fortælling om tab og sorg, men bogen er også fyldt med mod, håb og viljen til livet.
Vi bearbejder alle sorg forskelligt, og jeg forstår ganske vel, at det for nogle er ret svært for dem, at anerkende, at vi er nået forbi kriteriet for almindelig anstændighed i de debatter hvor sindene virkelig er i kog. Ikke desto mindre vil jeg bare ikke tie eller samtykke med denne tendens. Den må stoppe! Målet helliger ikke midlet, og al det udenomssnak i et forsøg på at lufte den indre svinehund er bare ikke i orden.
Derfor ønskes alle en fortsat rigtig god dag med håbet om, at artiklen inspirerer dig til positive tanker – også selvom det engang imellem kan være en smule svært når vi alle møder udfordringer fra tid til anden.
Vi kendes alle på den måde vi håndterer modgang – ikke medgang, for det kan alle mestre… 🙂
