Der er ting, jeg ikke vil skrive om. Informationer som enten nedgør familiemedlemmer eller venner afholder jeg mig fra, for jeg foretrækker at tage den slags helt privat. Ligeså informationer, som mine børn heller ikke skal læse her først. Det fik mig til at tænke på, at jeg i dagens artikel ville causere lidt om emnet, om et blogindlæg kan blive FOR privat…
Jeg behandler gerne endog meget private emner her på bloggen, men aldrig med navns nævnelse. Det handler alt sammen om moral og pli. Jeg kunne i enkelte tilfælde sagtens sige meget grimme ting om en tidligere chef, som for snart to årtier siden fyrede mig under sygdom mens jeg få dage før havde været hos lægen og fået konstateret dobbeltsidig lungebetændelse. Hvem ville det gavne? Ingen, vel? Jeg kunne også sagtens fortælle om tidligere nærtstående personer, som har ageret enten illoyalt eller direkte tyvagtigt. Det ville heller ikke gavne nogen, vel?
Jeg er ikke typen, der nogensinde bruger tid på hævn.
Hvorfor?
Fordi jeg véd, at karmaloven gælder for alle mennesker her på jorden. De folk, som har opsamlet meget dårlig karma, skal nok få deres behørige straf under en eller anden form. Enten møder de en dag andre, som er mindre langmodige end jeg er, eller også træffer de lignende valg under forhold, som giver dem den endefuld, de fortjener. Jeg behøver ikke bruge hverken tid eller energi på at fremskynde processen.
Det høje blodtryk har jeg nemlig i forvejen – og jeg behøver bestemt ikke hjælpe det yderligere på vej. 🙂
Hvordan opnår man den ro i livet, tænker du måske…
Det er meget nemt at svare på. Du kan nemt dele viden med andre, og hjælpe og motivere andre, når du formår at KANALISERE din tankegang i en kreativ og positiv retning. Det handler ikke om, at man ikke må blive vred. Vi skal alle reagere korrekt og passende. Det handler derimod om, ikke at blive SÅ vred, at selve ophidselsen bliver til det man reagerer på. Det er det, der sker med de mennesker, som slet ikke kan styre deres temperamenter. De ved ikke hvordan de skal kanalisere energien i en positiv retning – og så ender de som trykkogere, der pludselig ‘eksploderer’.
Det LYDER alt sammen meget nemt. Det er det ikke i starten. Men det er meget tydeligt for dem, som også læser andres blogs, at der er en kæmpe forskel på den energi, du selv lægger i dine tekster. Prøv at se forskellen på blogs med mange år på bagen. Der skulle meget gerne være en TYDELIG forskel mellem det, der blev skrevet for 5-10 år siden og så i dag. Der skulle gerne være sket en udvikling.
Det geniale ved den gode blogger er, at det er en digital dagbog med mange af de tanker, som har fyldt hos forfatteren på det tidspunkt da artiklerne blev skrevet. Jo mere personlige de er, jo mere læserværdige er de at læse. Den gode blog bliver aldrig en kopi af sladder, du læser i Se & Hør eller Ekstra Bladet, men derimod et øjebliksbillede fra skribentens liv.
Hvad har inspireret DIG her på bloggen? Smid gerne en kommentar.
Rigtig god uge herfra til alle bloggens læsere. 🙂