Det er ikke til at komme udenom. Debatten om pensionsalderen illustrerer en sørgelig udvikling. Vi har i nyliberalismens uhellige navn fået en diskurs, hvor flere politikere er begyndt at tale om, at pensionsalderen må stige fordi den gennemsnitlige levealder stiger. Bid lige mærke i ordene ‘den gennemsnitlige levealder‘.
Jeg tror de fleste iblandt os har levet med en forventning om, at vi gik på arbejde, fordi vi senere kunne se frem til en tid, hvor vi kunne gøre præcis hvad vi lystede.
Jeg har kendt talrige kolleger, som helt ned til et halvt år før de kunne gå fra blev ramt af sygdom, og rent faktisk ikke fik én eneste dags otium, og derved ikke fik spor gavn af en tjenestemandspension. Det er SÅ synd. Flere af dem havde virkelig nogle spændende mål om, at bruge mere tid sammen med den familie, de havde svigtet gennem årene på grund af skæve arbejdstider.
Så kan ‘den gennemsnitlige levealder‘ virkelig skurre med dén erfaring!
Vi må og skal som samfund insistere på, at politikerne taler ordentligt om os som mennesker, og ikke bare behandler alle som en statistisk enhed.
Vi må alle leve med de forlig, der eksisterer på området, men nok må være nok. Hvorfor skal vi i grunden spare op til en pension, hvis politikernes mål er, at vi aldrig skal bruge den?
Skal vi spare op for, at vores børn får en større arv?
Det er DE TANKER, der bør tænkes – og de spørgsmål, der fortjener et svar, frem for, at vi bare får serveret en påstand om en stigning i ‘den gennemsnitlige levealder‘, for det er en forbandet løgn i nogle brancher. Det KAN ikke siges pænere, og politik burde handler om rammer for et samfund, ikke micro-management. Det er trods alt ikke den gamle østblok vi lever i, vel?
God søndag til alle. 🙂