Vi MÅ og SKAL kunne føle os trygge ved at tage bussen

Her til morgen kom nyheden på TV2 om, at shuttlebusser var dumpet i sikkerhedskontrollen omkring bussernes bremseevne. 11 ud af 18 dumpede i går, og 5 ud af 8 i dag, ved kørsel ud til Smukfest i Skanderborg. Det er væsentlige tal, for det peger i en meget negativ retning. Busserne er flere steder i det man med et pænt ord ville kalde en lamentabel tilstand. Vi MÅ og SKAL kunne føle os trygge ved at tage bussen, så det er bare IKKE i orden…

Tidligere har man haft problemer med slidte dæk. Det stoppede dog ret brat, da man fra politiets side gav bøder, for så kom det virkelig til at koste på bundlinjen for selskabet. Især fordi der ved gentagelsestilfælde kunne blive tale om kontrollerende teori- og køreprøver, som i sidste ende kunne lamme bustrafikken lokalt. En buschauffør bør ganske enkelt ikke være buschauffør, hvis ikke vedkommende ved, at mønsterdybden skal være min 1 mm på en bus eller lastbil og min 1,6 mm på en almindelig personbil. Så nemt kan det siges!

Når det gælder bremser kan chaufføren ikke altid klandres, for vedkommende kan ikke nødvendigvis mærke skævbremsninger når der køres i tørt føre. Med den tørkeperiode vi i år har oplevet i løbet af sommeren er der ikke de store chancer for at opdage bremsefejl uden et rullefelt.

Her kommer busselskabernes egen kvalitetskontrol i spil. De må have en oversigt over hvor mange kilometer deres busser kører. Alt afhængig af hvordan der disponeres, så kan det ikke være mange kilometer der adskiller bussens FAKTISKE antal kilometer siden sidste tjek fra den kilometerstand man har i selskabets it-system. Derfor kan de også med en vis sikkerhed sige, hvornår der BURDE ske kontrol af bremserne.

For uanset hvor meget der ellers spares rundt omkring, håber jeg sandelig ikke, at det kun er op til periodiske syn, at man tjekker bremser på busserne. Hvis det var tilfældet, så har vi et alvorligt problem.

Der MÅ og SKAL gøres noget ved dette, for det er ikke mere end et par måneder siden, at vi hørte om en kontrol, der netop var forløbet GODT fordi det enkelte selskab havde taget sikkerheden alvorligt. Men sådan gik det ikke året før, hvor det vist var 33 ud af 40 busser, som blev fanget i en kontrol til en ungdoms-begivenhed. Man praler normalt af at bus OG tog er de sikreste transportmidler pr. kørt kilometer. Den statistik skulle nødig ødelægges af vognmænd, som tydeligvis blæser på sikkerheden som kontrollen her antyder…

Transportministeren må forvente, at blive kaldt i samråd, for jeg er helt sikker på, at man gerne vil vide, hvordan vi fremadrettet sikrer, at offentlig transport igen bliver noget vi trygt kan gøre brug af. Det dur jo ikke at man sætter folks liv på spil i jagten på at levere billig transport.

Fortsat god dag herfra – og god weekend forude. 🙂

About the author

Adm uddannelsesmedarbejder, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre voksne børn i alderen 18-22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.