Vi kender alle situationen hvor vi får et vink med en vognstang. Nogle gange er det den mere seriøse af slagsen. Så er det vigtigt, at spidse ørerne, og begynde at tage det alvorligt.
Faste læsere vil måske huske, at jeg i flere sammenhænge har været fortaler for at livet skal leves ud fra devisen “Lev stærkt, dø ung, og bliv et smukt lig.” 🙂
Det er naturligvis sagt i spøg, men når man som jeg pludselig står over for nogle tal fra blodprøver og blodtryksmålinger, som siger “NU ER DET ALVOR”, så var jeg en idiot, hvis ikke jeg lyttede.
Jeg har gennem årene fået flere vink. Første gang var da jeg i midten af 00’erne mistede bevidstheden under overhaling af en bil (en Skoda faktisk) med trailer. Dengang blev der konstateret søvnapnø, og jeg kom i CPAP-behandling. Jeg har allerede slidt den første maskine op i årene siden, og fik en nyere for ca. 1½ år siden, som var langt mere støjsvag.
Anden gang var bevidsthedstab på Høje Taastrup station da jeg ventede på toget på vej hjem fra job. Dengang var der ingen konkrete fysiske ‘årsager’, og mistanken var stress-relateret.
Det BURDE jo nok allerede dengang vakt til eftertanke, men det var først i oktober 2015, at jeg tog konsekvensen af stress, og sagde mit daværende job op. Jeg har senere fået konstateret spor af to mindre hjerneblødninger, en i hver side på frontallapperne – desværre med lejlighedsvise problemer med hukommelsen.
Folk der kender mig, påstår, at det er fordi jeg har selektiv hukommelse. 🙂
Så frække er de mennesker jeg omgiver mig med!!!
Spøg til side. Nu er blodtrykket ALT for højt, samtidig med, at det langsigtede blodsukker var LIGE PÅ GRÆNSEN.
Lige på grænsen som altså betyder, at NU dur det ikke at komme med spøgefulde bemærkninger. Nu skal der handling til. Vægttabet var jeg allerede i gang med, og flere andre justeringer er i gang, herunder også medicin. Men jeg agter, at blive en gammel mand, for jeg skal da opleve, at mine børn bliver forældre – hvis de får lyst til det, for der er naturligvis intet pres. Med tre børn er der dog gode odds for i hvert fald nogle børnebørn. Skulle man være rigtig heldig kan jeg måske også nå at opleve, at de får børn – og når jeg så til den tid, om mange år, når oldefar-stadiet, så tager vi den derfra.
Jeg skal til kontrol, og jeg forventer, at tallene kommer til at se LANGT BEDRE ud ved denne kontrol, for nu er jeg dælme ved at finde min Vædder-inspirerede stædighed frem, for jeg NÆGTER at lade status quo være den forkerte vej sundhedsmæssigt…
For et vink med en vognstang ER noget man skal tage alvorligt, og i dag ville det være interessant om der var andre blandt læserne, som også har oplevet hvordan et vink med en vognstang kan ændre deres liv. Husk at din kommentar kan være med til at inspirere andre, som jeg har forsøgt at gøre med dette indlæg.
Fortsat god dag herfra, og rigtig god weekend til alle bloggens læsere. 🙂