Alle gode systemer er opbygget omkring sikkerhed ved sygdom. Der skal være nogen til at håndtere uforudsete hændelser, når der opstår influenza hos den faste tovholder. I et it-system er mange ting automatiske, men i andre systemer står alting stille, hvis en nøglemedarbejder får ferie eller rammes af sygdom.
Ingen burde glemme den slags, og alligevel er det et af de områder man oftest ser bliver overset i systemopbygningen. Det gælder både i det offentlige, men også i det private erhvervsliv…
Det er faktisk ret tankevækkende hvor tit dette går galt i et land, hvor vi ofte har nøglemedarbejdere, som skal aftjene restferie og et klima, som kan forårsage akut sygdom. Det BURDE være et nøgleelement i enhver opbygning af systemer, at dette indtænkes i opgaveløsningen.
Da jeg i sin tid startede på datamatikerstudiet, fik vi at vide, at vores rolle i mange sammenhænge ville blive, at være bindeleddet mellem nørderne (programmørerne) og kunderne. De skal ikke vide spor om forskellen mellem hardware (selve maskineriet) og software (programmerne på hardwaren). Derimod ville en af opgaverne dels være, at gøre systemer så BRUGERVENLIGE som muligt, men også så EFFEKTIVE som muligt. Hvorfor dette tit går tabt blandt mange it-folk er mig en kæmpe gåde – men det sker… 🙂
Når jeg netop skriver dagens indlæg, så er det også for at gøre opmærksom på, at de som laver kravspecifikationer og målbeskrivelser skal være opmærksom på dette. Jeg kunne godt skrive det på akademisk sprog, men har nu engang bestemt mig for, at tale klart dansk. Det er simpelthen for dårligt når veluddannede mennesker ikke lytter til hinanden, og finder bedre løsninger som del af den viden, de har oparbejdet.
Om det er dårlige vaner eller dovenskab skal jeg lade læseren gisne om. Jeg vil så nødig sige noget grimt om nogen. Dog er man engang imellem nødt til at sige tingene ligeud, og når det KAN gøres bedre, så er det ens forbistrede pligt at gøre det. Til gavn for alle, og i kunderettede sammenhænge til gavn for ens kunder.
Rigtig god weekend herfra til alle bloggens læsere… 🙂