Fire mennesker der har inspireret mig i år

Sidste år skrev jeg i slutningen af året en artikel med titlen 3 mennesker der har inspireret mig i år, hvor jeg konkret fortalte om tre mennesker, der havde inspireret mig i 2016. Jeg nævnte politisk kommentator Søs Marie Serup, websexologen Maj Wismann, og debattør og forfatter Anja Lysholm. I år har jeg valgt at dele navnene på fire mennesker, der har inspireret mig i år.
I år vil jeg nævne følgende personer:

  • Forfatteren Michael Stig Sørensen
  • Diamanthandler og forfatter Katerina Pitzner
  • Bloggeren Nikita Klæstrup
  • Kropsaktivisten Ida Rud

Forfatteren Michael Stig Sørensen

Michael har med sin bog A-potentiale gjort sig fortjent til at komme med på denne liste, for det er så ganske afgjort en rigtig god bog, og du kan læse min anmeldelse af A-potentiale på min blog med boganmeldelser. Det er altid til stor inspiration for en, der selv skriver bøger, at læse hvordan andre præsenterer deres materiale – og inspirationen kan sagtens bruges på tværs af forskellige boggenrer…

Diamanthandler og forfatter Katerina Pitzner

Bogen Sjælens begær gjorde mig rigtig nysgerrig på diamanthandleren Katerina Pitzner, som bl.a. skriver om emnet diamanthandel i avisen Børsen. De fleste vil nok kende hende fra TV3-serien Købmænd på 1. klasse, og jeg tør godt love dig, at du bør læse Sjælens begær hvis ikke du allerede har gjort det.

Det var kilde til stor inspiration om emnet soulmates, og jeg tør godt love, at der er spændende viden i bogen. Katerina kan fortælle på en så levende måde, at man hurtigt bliver fanget af hendes skrivestil, som er fænomenal.

Bloggeren Nikita Klæstrup

Jeg indrømmer det gerne: jeg har været ganske irriteret på bloggeren Nikita Klæstrup. Mest af alt, fordi jeg – dengang hun skiftede fra at være medlem af Konservative til Liberal Alliance – fandt hende provokerende for provokationens skyld. Dog måtte jeg også samtidig erkende, at jeg var parat til at give hende en chance for at modbevise denne fordom.

Det har hun bestemt gjort, for hun har været til stor inspiration både når hun har optrådt på tv i Go’ Morgen Danmarks fredagspanel, og i talrige andre interviews. Hun har mange fornuftige holdninger, og hun er et rigtig godt eksempel på branding, for hun ER autentisk.

Det MÅ jeg bare tage hatten af for, og samtidig erkende, at vi alle med alderen får chancen for at blive klogere end de automatreaktioner vi hurtigt kan komme til at foretage, når vi bedømmer noget lidt for hurtigt. Jeg tror vi alle kender situationen. Det er bare ikke alle, der er parate til at indrømme, at de kan foretage den slags automatvurderinger… 🙂

Kropsaktivisten Ida Rud

Ida Rud er hovedpersonen i DR-serien Tykke Ida, som kan ses online på DRs hjemmeside. Klik her for at se første afsnit, og her for at se andet afsnit. Ida er en glad kvinde, som forsøger at dele sin kærlighed til egen krop på en helt naturlig måde, og det er særdeles livsbekræftende, at hun står ved hvem hun er, og hvad hun står for. Du kan følge hendes Instagram-profil herfra: @ida_kys.

Konklusion

Jeg håber du også er blevet inspireret af denne artikel, og kan bruge det i dit eget liv.

Rigtig god dag herfra til alle. 🙂

About the author

Adm uddannelsesmedarbejder, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre voksne børn i alderen 19-22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.