Mere nuanceret syn på Linux

Når Kenneth Hansen i dagens Computerworld Online opsætter Linux som værende et valg mellem Fedora eller Ubuntu, så er han ganske unuanceret. Du kan læse hans artikel herfra: http://www.computerworld.dk/art/53948?a=newsletter&i=2825.

Faste læsere vil vide, at jeg på et tidspunkt udgav “Linux Nyhedsbrevet” — de første 11 numre kan læses herfra: http://www.blunck.dk/linux/. Dengang sagde jeg min ærlige mening om Ubuntu, og jeg erkender, at jeg ikke har prøvet det siden de første spæde forsøg med Ubuntu. Jeg har prøvet Fedora, og det er en klassiker — på lige fod med Suse Linux — men var nu alligevel mest glad for Mandriva, der var en fusion mellem Mandrake og Connectiva Linux.

Jeg erkender, at version 5.xx af Ubuntu jeg prøvede ligger langt tilbage i forhold til den version 9.10 jeg kan se de nu er nået frem til ifølge http://www.ubuntu.com/, men jeg har aldrig følt noget behov for at lege prøveklud alene for at tilfredsstille andres nysgerrighed. Det forsøg jeg gjorde med min daværende stationære computer mislykkedes med Ubuntu. Jeg havde en masse ting der ikke kunne genkendes, og hvorfor skulle jeg lege videre med at lede efter en masse drivere når både Mandriva og/eller en live-DVD med Suse fungerede straks jeg brugte et af disse to systemer?

Jeg havde en tid hvor jeg nød at nørde med computere. Jeg er nok blandt top-hundrede når det gælder brugen af DOS, og glæden ved selve DOS-styresystemet. Kombineret med WordPerfect 5.1, så kørte det hele altså bare. 🙂

Da Y2K kom for snart ti år siden var det problematisk, at nye dokumenter blev gemt med forkert dato, og så gik det den ret naturlige vej, at Windows efterhånden fik overtaget helt. I perioden mellem 1997-1999 legede jeg allerede mest med Windows, og senere Linux.

I starten var det sjovt at lege med forskellige distributioner indtil jeg fandt de fire-fem mest brugbare til mit brug. Det er ikke ensbetydende med det også vil være DINE favoritter, men det er i hvert fald mine, og jeg lister dem som følgende:

  1. Mandriva
  2. Fedora
  3. SUSE
  4. Dappix/Knoppix
  5. Debian

Hvorvidt andre vil gøre det til et stridsmål at få deres Ubuntu anerkendt er deres helt eget speciale. Jeg deltager ikke i debatten mere, for jeg stoppede min udgivelse af Linux Nyhedsbrevet da interessen på daværende tidspunkt var meget lille. Senere har jeg set, at selv Alt om Data er kommet med på vognen, men danske IT-journalister har haft en meget særpræget holdning til at dække Linux. De ville hellere selv lave fodarbejdet frem for at komme godt i gang ved f.eks. at henvise til det eksisterende Linux Nyhedsbrevet.

Så det endte alt i alt i en masse tid brugt på at skrive et nyhedsbrev jeg selv mener var af en rimelig kvalitet, men som altså ikke blev eksponeret fordi jeg tillod mig at indflette enkelte bemærkninger om Windows.

I dét perspektiv var det tankevækkende, at hele branchen havde travlt med at modtage materiale fra Microsoft som næsten blev viderebragt ordret i flere medier samtidig mens man anså det som “nørdet” at beskæftige sig med Linux. Enhver der har set hvor nem en Mandriva-installation rent faktisk er, vil grine ad de fordomme Linux-folket kæmpede imod.

Jeg gad ikke kæmpe den kamp, og valgte i stedet at fokusere på andre områder, som jeg i dag blogger om. Så er der også mere tid til familie og venner, og dét valg har jeg ikke fortrudt. For vil du vide noget om Linux (så du selv kan skrive om det) kræver det, at du sætter dig ordentligt ind i fordele og ulemper frem for alene at læse et par tabeller, og så skrive et par ord som bagefter skulle give det ud for at være viden om det der skrives om…

Men et styresystem skal passe til brugeren. For den almindelige bruger er der ingen tvivl om, at du lige så nemt kan køre en Linux-distribution med OpenOffice som du kan køre en Windows med Office-pakken. Det sidste vil bare være væsentligt dyrere, og det har offentlige myndigheder heldigvis fået øjnene op for.

Så en del er nået. 🙂

About the author

Adm uddannelsesmedarbejder, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre voksne børn i alderen 18-22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.