Michael Jacksons død

Mange fans er kede af det. Deres store idol, Michael Jackson, bortgik i nat. Hans private læge forsøgte at genoplive ham, ligesom ambulancefolkene forsøgte at genoplive ham på vej til Ronald Reagan UCLA Hospital i Los Angeles. Han kunne ikke reddes.

Nogle mener, at han endelig fik fred — i hvert fald fra pressen. Andre mener kritikken ganske enkelt burde forstumme, alene fordi Michael Jackson er død nu. Hvem har ret? Hvorfor har de ret, eller hvorfor tager de fejl?

For det første mener jeg vi alle må ERKENDE den gæld der ligger i arven fra den musik Jackson familien har givet. Jeg kunne godt lide Jackson Five, men i hele Jackson-klanen var det dog Janet Jackson der fangede min opmærksomhed.

Betyder det, at jeg KUN lyttede til Janet Jackson? Bestemt ikke. Men hvor andre syntes at “I’m Bad!” var fantastisk har jeg nu engang altid ment det var en smule pubertetsagtigt at skulle stå på en scene og holde sig på juvelerne. Ganske som jeg var vild med Madonna før hun gik i gang med sin erotiske fase. Som om musikken kom i baggrunden, og stage show kom lidt for meget i forgrunden. Provokation for provokationens skyld.

Mange får nærmest Elvis-agtige tanker når emnet Michael Jackson nævnes. Som om det er forbudt også at nævne hans indlysende problemer i forhold til børn. Noget han selv medvirkede til med sine underlige vaner — og som, hvis han ikke havde råd til at indgå forlig, kunne have sendt ham i spjældet. I stedet for at klandre Michael Jackson alene synes jeg vi også må indse, at en forælder ALDRIG burde kunne acceptere penge som erstatning. Hvis nogen gjorde vores børn noget ville jeg ikke tøve med at trykke på aftrækkeren. Det gør mig ikke til en forbryder at reagere sådan. Det er en NATURLIG reaktion — blodets bånd.

Jeg er opdraget til at passe på familie og venner. Det var Michael Jackson ikke. Men han forsøgte at overkompensere for nogle gamle problemer på den forkerte måde. Hvorfor var der mon ingen der modsagde ham? Jeg gætter på, det var fordi han skilte sig af med dem som ikke fedtede for ham, og sådan er det desværre med mange rige mennesker.

Når legenden Michael Jackson skal forstås skal det ske i et større billede. Jeg kan ikke fyldestgørende redegøre for hele hans liv. Jeg kender det kun gennem medierne. Jeg tillader mig at mene Frank SInatra var mere min stil end Michael Jackson, ganske som jeg også hellere hører Pink Floyd, Bryan Adams, Brinck og Bamse før jeg begynder at tænke på Michael Jackson. Faktisk erkender jeg blankt slet ikke at have noget album med Michael Jackson.

Jeg kommer nok til at høre ham en del i bilen når vi er ude at køre, og det er ikke sådan at jeg slår væk fra kanalen af dén grund. Men ligefrem begynde at hykle alene fordi han er bortgået, det er altså ikke min stil…

God weekend til alle. 🙂

About the author

Kontorfunktionær, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre børn i alderen 17-20, som bor sammen med deres mor.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.