Ny blog – om Apple Macs

Det kommer næppe som nogen overraskelse, at jeg altid har søgt nye veje indenfor informationsteknologien. Dengang da alle hoppede på Windows-platformen var jeg stadig en mega-nørd, der sad og tyggede i kommandoer under skiftende versioner af MS-DOS. Jeg har kørt med alle DOS-versioner lige siden 3.3, og helt frem til 6.22. Alt skulle prøves, og jeg har Quick-formateret, og Unconditional-formateret. Xcopy’ed, attrib’et – you name it… 🙂

Jeg havde Windows i den “gamle” 2.11 version, men legede langt mere med GEM-platformen fordi jeg dengang havde et DTP-program der kørte på denne “skal”. Først da Windows 3.0 kom frem begyndte musen at blive brugt en smule, men jeg må erkende, at jeg stadig var ufatteligt glad for WordPerfect 5.0/5.1 til DOS. Selv da WordPerfect kom frem med version 6, og egentlig brød igennem også på Windows-fronten, så var det stadig WordPerfect der havde førstepladsen.

Alt dette skiftede lidt da jeg omkring 1997 begyndte at bruge Windows 95 – i OSR2-versionen et af de mest stabile systemer overhovedet. Vi legede en del med Windows NT da jeg boede på kollegielignende værelse, og jeg havde da støvet en OEM-version frem, ganske som jeg havde fået Windows 98 med på en maskine jeg købte. Den version fangede aldrig, for vi skulle have stabilitet. Efter 49,7 dage, genstart. ALLERsenest, altså.

Vi kørte en Unreal Tournament-server på en NT4-maskine bestykket med 133mhz-processor og 64 eller 128mb ram. Det fungerede bare, men skiftende operativsystemer fik mig aldrig rigtig gjort tilfreds med pc-systemerne.

Turen over Linux

Jeg har herefter leget rigtig meget med Linux, og bestemt også følt mig rigtig godt tilpas med det operativsystem. Jeg har mest beskæftiget mig med SUSE og Mandriva Linux, men et eller andet sted så gjorde udgivelsen af Linux Nyhedsbrevet nok udslaget, for da det fejlede, så er der ikke den store motivation – ikke så meget at vidensdele om. Det danske marked er åbenbart ikke parat til Linux endnu. Kan være det kommer. Who knows? 🙂

Anyway, jeg har nu startet en Blog om Apple Mac fordi jeg flere gange har set de ufattelige muligheder disse maskiner tilbyder. De er nu kommet ned i et prisleje hvor langt flere kan være med, og da aktiviteterne er mere kreative end nørdede nu, så er bitvender-tiden overstået. Jeg skal selvfølgelig nok stadig være behjælpelig med fejlfinding og rådgivning i forhold til Windows-problemer, men for mit eget vedkommende bliver det snart Mac der kører showet.

Bloggen kan læses her: http://www.blunck.dk/loves-apple-mac

Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret. Bogmærk permalinket.