Et nyt “romerrige” klar til fald?

Det er på en måde politik når dette indlæg handler om Europas kommende kurs, men det er så sandelig også ren etik og moral. Når man læser denne artikel http://politiken.dk/eu/article325456.ece hvor selv en så prominent (og respekteret) fortaler for et forenet Europa som fhv. præsident Valéry Giscard d’Estaing maner til eftertanke, så er der grund til at lytte.

Valutadiskussion nostalgisk

Hvor valutadiskussionen virker en anelse pseudo-nostalgisk, så er det langt mere alvorligt, at politikerne vil sælge et uspiseligt budskab og en uacceptabel unionsdannelse udenom folkeafstemninger. “Vi kender jo resultatet, så hvorfor spørge?” synes at være tankegangen, selvom det rent faktisk burde skrige til himmelen at man nogensinde kunne finde på ikke alene at tænke således, men også at handle sådan.

Hvor i alverden er vi henne når eliten skatter og valter som det passer dem, hvorefter de allernådigst sender egne parlamenter til valg med varierende tidsperioder for at gentage hele processen når “de nye mandater” er fordelt og tankesættet er banket på plads i partidisciplinens – for nogle – hellige navn?

Hvor er den ånd som bl.a. drev fhv. premierminister Sir Winston S Churchill til at TURDE skifte parti når holdningen ikke stemte overens med partiet? Hvor er det fælleskab der respekterer at også danskere stemmer på partier til folketinget selvom de ikke er enige i europapolitikken. Hidtil har man forsøgt at skille folketing fra EU-parlament, men nu er adskillelsen ved at være lettere akademisk idet der på det rent praktiske – og folkeretlige – plan er ved at opstå en AMALGAMERING af nation og union i et omfang som selv politikerne nu åbenbart ikke tør fortælle åbent og ærligt om…

Blokpolitik så det basker

Det er altså politikere uden mandat på europapolitikken (de har selv undgået en reel debat hver eneste gang fordi den alt for åbenlyst ville afsløre alvorlige huller i flertallets politiske viden og fornemmelser) der nu bruger sine flertal som om det var udtryk for befolkningernes støtte til deres politik.

Jeg kan kun opmuntre til, at regeringen tænker sig grundigt om. Det som tidligere blev kaldt ren konspirationsteori er nu altså en legitim debat, og Holger Danskes ånd vil så sandelig vågne hvis man har tænkt sig at træde befolkningens ønsker under fode. Lad os dog for pokker finde et ordentligt samarbejde med en anstændig – og flersidet – debat frem for at opsætte skrækscenarier om hvor galt det vil gå udenom et fælles europæisk samarbejde hvis det netop er ved at vise sig, at vi er ved at gå for langt.

Tillad mig afslutningsvis at bemærke, at selvom regeringen blev frikendt for grundlovsbrud i forbindelse med seneste traktatsag, så vil det få alvorlige konsekvenser hvis det bagefter konstateres at dette europæiske projekt kuldsejler på grund af det forkerte fundament. Fundamentet bør være en sund borgerlig støtte til et fælles Europa, men kan meget let ende med at blive ren kamikaze hvis demokratiets fundament ikke lægger til grund for arbejdet.

God weekend. 🙂

About the author

Blogger, inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker. Tidligere uddannelseskoordinator, og var aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent ved DSB heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre børn i alderen 15-19, som bor sammen med deres mor.