I dag er det ½ år siden vores mor, Tina V Blunck, gik bort som jeg tidligere har skrevet om her: http://www.blunck.dk/blog/2013/03/01/endelig-fik-mor-fred/. På mange måder er der sket meget i løbet af det halve år, og på andre måder har det bare været den samme cyklus under en ny nuance.
Ét er dog sikkert: lige så sikkert som forældre elsker deres børn, så finder vi alle en dag ud af hvor meget vi ikke fik sagt og ikke fik gjort. Vi finder ud af at vi udskyder ting fordi der er tid nok… Tror vi.
Torsdag blev jeg mindet om vores mor da en kollega var på ferie med sin mand på Mallorca. Hun fortalte via Facebook hvordan de havde besøgt en likørfabrik på Mallorca – stensikkert den samme likørfabrik vi også var på i 1984 da vores far blev forsinket en uge på ferien i 1984. I den uge tog vi nemlig en tur min far aldrig kunne drømme om at tage. Ikke af nogen dårlig grund, men han er bare ikke til likør – og det er jo fair nok.
Alligevel var det sjovt, for selvom det er 29 år siden husker jeg tydeligt den del af ferien. Min søster har det sikkert på samme måde. Glemte at spørge hende om faktisk, for hun havde helt andre ting at bekymre sig om da de skulle nå en videre forbindelse fredag videre til et weekend-ophold. Jeg må huske at spørge når jeg ser hende, men for mig var det i hvert fald et sjovt minde.
Livet er fyldt med sjove minder hvis vi tør begive os ud på hukommelsens glade vej.
Når jeg skriver denne eftertanke tænker jeg samtidig “Hvem læser med?” Jeg kan jo se der er trafik på bloggen, men kommentarerne udebliver. Det er ‘kun’ de faste kommentatorer. Skriver jeg bare ud i den almindelige ligegyldighed? Og behøver jeg overhovedet overveje det, for i virkeligheden er det måske endnu vigtigere at den dag jeg selv – om forhåbentlig mange år! – går bort vil denne blog have været et vigtigt værktøj for både børn, og måske en dag børnebørn, til at kunne følge hvad deres far (og senere bedstefar) tænkte om tilværelsen da han skrev i 2006, 2007 eller et andet af årene.
Trafikken er så vigtig for mange bloggere.
Men for mig er det vigtige, at give udtryk for tanker netop nu. Ikke altid specielt relevant måske for dig, men i mit stille sind håber jeg da engang imellem at have inspireret dig bare en smule, også selvom en artikel måtte være så triviel som at en forfatter/skribent blot giver udtryk for et rørende minde om at livet går videre. Det vigtige er at vi OGSÅ rykker os fremad.
Derfor må jeg afslutte med dén sang der først kommer frem i huskeren med ønsket om en rigtig god søndag til alle.
