Der skal herfra lyde et stort tillykke med dagen til Julie, min næstældste niece, som i dag runder de 23. Som jeg skrev i sms’en her til morgen, så nærmer hun sig med hastige skridt sit otium… 🙂
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at samtlige fire børn min søster fik, kender deres tossede onkel. Når alt er sagt, så er det først i 70’erne, at de kan blive pensionerede. Men drilles de skal de sg*, for ellers tror de bare, man er ved at blive alvorligt syg.
Siden sidst
Siden sidst, så er Julie blevet mor til Felix. Hun og kæresten, som hedder Patrich, er kommet godt på plads i deres lejlighed i Slagelse, og det er SÅ positivt at se, når tingene bare kører. 🙂
Det er lidt sjovt, for med samme navn som min ældste søn, så skal man nogle gange definere om det er min eller Julies Patrick/Patrich da begge udtales ens… Omvendt får man også tjekket om sønnen kan høre, hvis enten storesøster eller lillebror stiller et spørgsmål, og man bare svarer med navn, for så vågner ‘min’ Patrick.
Jo, jo, det er aldrig kedeligt i familien.
Fortsat god weekend til alle bloggens læsere. 🙂
Jeg takker. Ja 75+ ender vi nok med at blive inden vi får lov at nyde alderdommen. Dog synes jeg vi skal nyde ungdommen, midaldrende, forældreskabet og så meget andet inden vi tænker for meget over politikkernes planer for vores pension.
Du har så ganske ret. Det gælder om at nyde livet, for otiummet skal nok komme, når det kommer. 🙂
Dog finder man også hurtigt ud af, at skal man vælge mellem at øge forbruget med en plov, fx ved lønstigninger, eller kaste pengene ind i en pensionsopsparing, så kan det sidste godt ende med at blive rigtig mange penge. Når man investerer de rigtige steder, så er afkastet i tocifrede procenter… 😉