Hvis jeg var kioskejer, ville jeg være meget nervøs, for der er ved at ske store ændringer i Danske Spils samarbejde med forhandlerne. Jeg husker, hvordan forældrene i sin tid beskrev, hvordan vores bedstefar var endog meget afhængig af tipsomsætningen for at få kiosken til at løbe rundt. Dengang tippede man – i dag spiller man lotto.
Det bekymrende ligger i, at man nu kan ‘spare’ præmiesøgningen ved at kæde de kuponer, du køber hos forhandleren sammen med din såkaldt røde konto hos Danske Spil. Det kunne jo umiddelbart lyde som rigtig god service for kunderne, og spare forhandlerne for en del arbejde, nu hvor lørdagens kuponer bør tjekkes, fordi de to bonus-millioner kan lande på også ikke-præmiegivende kuponer…
Problemet er altid hvad man ikke fortæller. Strategien synes at være meget klar. Jo flere man kan få over på online spil, jo færre vil der være, der spiller hos forhandlerne.
Det mest morsomme er, at man faktisk har UDVIDET forhandlernettet ved at komme ind hos supermarkedskæderne ved de små plastickort vi alle kender fra den lokale Fakta eller Netto, hvor du nu også kan få lotto-rækkerne som del af dine almindelige indkøb. Disse to steder har man ikke præmiesøgningen, for den overlader man til andre forhandlere, som ikke har den oprindelige bonus i form af salget af kuponen. Det kan man så sige har hver sin logiske ‘partner’ til, for både Føtex/Bilka og Kvickly som henholdsvis Netto og Fakta tilhører vil være typiske steder, hvor folk får præmiesøgt sine kuponer.
Det er logisk, at der sker en hel del forandringer i kioskverdenen. Hvor det før var tips og ølsalget, der bar omsætningen, så er det i dag lotto og bland-selv slik, der har overtaget en stor del af omsætningen. Aviser, ugeblade og cigaretter har også sin store andel – men der er i hvert fald store forandringer på vej, efterhånden som vi som spilkunder bliver ‘lokket’ over på den digitale platform. Apps og Danske Spils egen hjemmeside vil i hvert fald overtage store dele af denne omsætning i fremtiden…
Hvor man tidligere satsede på at støtte sine lokale butikker, så må man bare stilfærdigt konstatere, at det vil kræve en hel del at fastholde denne omsætning i en tid, hvor mange prioriterer det nemme højere end at skulle gå uden om den almindelige hverdag, når nu man ‘bare lige’ kan ordne det hele når man alligevel handler og/eller kan klare det hele online.
Hvad er dine tanker om din lokale kiosk? Har du overhovedet en kiosk, eller er det hele overtaget af kæder, hvor du bor?
Rigtig god søndag til alle bloggens læsere.