Forskellen mellem solidaritet og sammenhængskraft

Det er lidt morsomt at høre folk tale om sammenholdet i samfundet, for de bruger i dag næsten kun ordet ‘sammenhængskraft‘ – som om det var bedre end det ord, de fleste af os brugte tidligere, nemlig ‘solidaritet‘. Hvad er forskellen, og har du tænkt over, hvorfor der er sket denne ændring? Jeg har et ret godt bud på en forklaring…

Nogle højreorienterede læser noget rødt (venstreorienteret) ind i ordet ‘solidaritet’, men faktisk kan man være solidariske i en familie, ligesom det hedder ‘solidarisk hæftelse‘ når man stiller gensidig kaution for hinanden i forbindelse med optagelsen af et lån i banken. Selvom det således er korrekt, at ordet OGSÅ har haft en historisk rolle, så er ordet i sig selv IKKE politisk. Næsten tværtimod.

Solidaritet handler om fællesskab. Det handler om, at arbejde med et fælles mål sammen, og det handler om, at tage hensyn i anerkendelse af, at vi deler en fælles egenskab, nemlig det at vi er mennesker.

Sammenhængskraft er brugt i nyere tid (ifølge Wikipedia siden 1994) inden for politisk analyse til at beskrive et samfunds fællesskabsfølelse (eller manglen på samme)…

Nu er det bare sådan, at man netop MINDSKER fællesskabsfølelsen ved at bruge ordet sammenhængskraft frem for solidaritet, for selvom ordet er neutralt, så lider det ord af netop manglen på forståelsen af, at fælleskabsfølelse afhænger af solidaritet.

Det er overraskende at se hvor lidt folk er opmærksomme på denne forskel, for det LYDER smart, men indeholder således i sig selv en væsentlig mangel, nemlig når det i dag især knyttes til det andet nye ord værdipolitik frem for udlændingepolitik eller integrationspolitik.

Vi MISTER med andre ord en stor del af den synergi, som skulle knytte begreberne sammen når vi ikke får nuancerne med. 🙂

Nogle kritikere vil naturligvis protestere imod min tolkning. Til det kan jeg kun sige, at man ikke behøver at lytte ret meget til debatterne inden for netop det politiske område for straks, at kunne genkende, at vi ikke taler SAMMEN mere, men taler TIL hinanden. Det mindsker lysten til at finde fælles grund, fordi man ved at fjerne sig fra det solidariske grundlag ender med at bruge statistik og meningsmålinger som målestok frem for først og fremmest at lytte til både ens moralske kompas og ens mavefornemmelse.

Statistik kan være et rigtig godt måleværktøj for folk, som har en anstændig tilgang til det politiske, men kan blive en meget negativt faktor i at undertrykke andres mening, når/hvis man glemmer, at politik handler om mennesker.

Herfra skal der lyde et varmt ønske om, at alle læserne må få en rigtig god weekend – den første af slagsen i det nye år, 2019. 🙂

Leave a Response