Kan vi have tillid til vores retssystem?

Et spørgsmål der melder sig, når man hører om landsretsdomme som går direkte imod en byretsdom er, om vi kan have tillid til vores retssystem? På sin vis kunne man sige ja, fordi en landsret måske fanger noget, som byretten ikke havde fanget – og samtidig stiller det spørgsmål om dommerne dømmer retfærdigt…

Dette er ikke spurgt som Trump ville gøre det. Den amerikanske præsident kan, som bekendt, bare ikke lide at blive modsagt. 🙂

Jeg tænker det mere som, at det til tider kan virke ganske vilkårligt, hvordan der dømmes.

En dommer skal i sagens natur være neutral. Det er derfor vi også har retssager med en jury. For at sikre sig imod, at der sker fejl i vurderingerne. Disse kunne jo ske i sager, der er højt profilerede i medierne. Dommere er kun mennesker, og der kan altid ske fejl i ting, der håndteres af mennesker.

Jeg stiller mere spørgsmålet efter jeg helt konkret læste om en mand, som ved byretten bliver dømt for tolv voldtægter, som bagefter frikendes i landsretten, dog med dom for vold og trusler mod sin ex-kæreste. Du kan læse om sagen her: https://www.tveast.dk/artikel/forsvarer-efter-frifindelse-i-voldtaegtssag-min-klient-er-meget-lettet-over-afgoerelsen

Det stiller spørgsmål. Som mænd er vi i forvejen under kraftig mistanke for nærmest alle sammen at være grisebasser, fordi nogle har gjort #SoMe-debatten til en kønskamp, hvilket den ikke burde være. Der findes nemlig også kvinder, som ikke kan håndtere kontakten med andre professionelt. Det taler vi bare ikke så meget om – underforstået, at det skulle man som mand næsten være glad for. Intet kunne være mere forkert!

Der skal være nogle klare kriterier i et samfund for hvordan man agerer med hinanden, og det handler om ganske almindelig pli. At vi er i stand til at genkende både hvad der er tilladt og hvad der ikke er tilladt. Et nej er et nej. Længere er den bare ikke.

Hvis man lemper på viljen til at dømme som man bør gøre det i de sager hvor en mand ikke kender grænsen, så sker der et værdiskred. Det skred kunne man godt mistænke allerede er sket hos nogle, for ellers var der ikke den slags sager. Når man så spørger om løsninger, så melder pædagoger og psykologer gerne om forebyggelse og psykologiske vinkler – og her må vi bare erkende, at vi har været der før. Det lader ikke til at virke, for der sker ikke ret meget i positiv retning.

Enhver voldtægtssag er en for meget.

Det kræver at man som forælder lærer sine børn hvordan grænserne er, og så har man i det mindste gjort sit til at hjælpe børnene godt på vej.

Kan det forhindre alle sager? Næppe, men hvis man intet gør, så fortsætter udviklingen…

Så hellere komme godt i gang, så man i hvert fald kan tjekke sin egen personlige tjekliste af, og sige man har forsøgt at gøre sit.

Tilbage til emnet. Helt konkret vækker ALLE sager hvor en højere retsinstans dømmer modsat af den oprindelige dom i en byret til dybere analyse. Vi har nemlig sparet så meget på retsområdet, at man retfærdigvis godt kan mistænke, at det nogle gange går LIDT for stærkt. Det er ikke klædeligt, hvis en person dømmes i en sag, som bagefter viser sig, at være sket på et for tyndt grundlag.

Helt konkret er alle sager hvor folk frihedsberøves under den såkaldte varetægtsfængsling en skændsel på et retssamfund, for advokaterne har flere gange peget på, at anklagemyndigheden sjældent har travlt, men de facto bare bruger byretten som det passer dem. De forventer nærmest pr. definition, at det bare er en formsag at få forlænget varetægtsfængslinger. Det MÅ og SKAL vi passe på med som samfund, for et er, at få frataget sit pas og få et forbud mod udrejse af landet i en konkret periode. Noget ganske andet er, at blive frihedsberøvet samtidig med, at man godt ved, at folkets domstol har dømt dem på forhånd fordi pressen naturligvis skyder sagen op for at få flere læsere.

Krimistof giver seere og vækker opmærksomhed. Ingen fejl på det. Som retssamfund MÅ og SKAL vi insistere på, at der straffes HÅRDT og KONSEKVENT når folk er skyldige. Ligeså skal vi insistere på, at anklagemyndigheden er sin opgave voksen, og først skrider til anholdelse når dette er nødvendigt. Ellers skrider det retsgrundlag vi alle stoler på, indtil den dag vi selv bliver ofre for en forkert mistanke.

Dét ville nemlig slet ikke være spor sjovt, vel?

Rigtig god dag til alle bloggens læsere. 🙂

Leave a Response