Nu er det ved at være tid til at forberede skolestart igen efter sommerferien. Mine egne unger starter i uge 33, men der er måske nogle, som starter allerede i den kommende uge – altså uge 32. Da jeg talte med ex-konen i anden forbindelse aftalte vi, at jeg lige tog en snak med hver af ungerne, som skete telefonisk.
Det ER vigtigt at forberede sig. Ferier varer ikke evigt, og man kan ikke skifte søvnmønster uden forberedelse, medmindre man er meget omstillingsparat – og det er børn sjældent.
Nu skal dette indlæg så ikke handle om hvilken pædagogisk vinkel du eller jeg vil bruge for at motivere ens børn i retning af det at kunne stå op. Det var alene en hurtig artikel for dels at ønske alle en god weekend, men også bringe søvnmønstre på banen… 🙂
Søvnmønstre er jo noget der har optaget mig i flere år. Faste læsere vil huske, at jeg tidligere har nævnt, at jeg har velbehandlet søvnapnø. Velbehandlet fordi jeg ALTID bruger min cpap-maskine, og ikke har noget apnøer efter jeg har fulgt denne behandling.
Men i denne sommervarme har selv jeg haft mine udfordringer – udover hovedpine – og jeg kan godt forestille mig, at det også gælder for børns vedkommende. Det er derfor, at forberedelsen er vigtig, fordi man kan få et fingerpeg om, hvornår de skal i seng for at kunne være veludhvilede når de normalt skulle afsted.
Nogle vil prøve at bortforklare problemet ved at sige, at alt bliver normalt når temperaturerne falder, men det holder jo ikke i byretten, for man kan jo ikke tabe 5-6 ugers skolegang før efteråret så småt begynder… Så ikke flere overspringshandlinger. Gør noget ved søvnmønstrene. Dine børn vil takke dig for det senere i livet.
Rigtig god weekend til alle bloggens læsere. 🙂