Positivt at irerne stemte sig ind i det 21. århundrede

Det er yderst positivt, at 66,4% iflg. TV2 News stemte for fjernelsen af abortforbuddet. Særligt er det positivt, fordi det er et klart flertal. Nu kommer den fase hvor abortmodstanderne kalder det for en tragedie, og mange vil sikkert demonstrere i et forsøg på at skabe sympati om deres sag. Lad os lige vende den om: hvad havde de sagt, hvis befolkningen havde givet dem ret? Det er jo hér hunden ligger begravet. Vi må lære, at acceptere det resultat vi får, når et spørgsmål sendes til folkeafstemning…

Der er ingen tvivl om, at mange er velmenende i deres holdninger til emnet. De har hver deres udgangspunkt. 🙂

Der hvor vi andre slet ikke kan følge med, var argumentationen om, at selv efter en voldtægt skulle man undlade at få en abort. Det er da fuldkommen korrekt, at det ufødte barn ikke kan gøre for, at det opstod som resultat af en forbrydelse, men prøv lige at tænke videre…

Hvordan ville det være for et barn at vokse op velvidende, at man var resultatet af noget af det mest barske og ulykkelige, som en voldtægt uden tvivl må være? Alt det semi-religiøse fis om, at det kan man sagtens komme forbi tjener kun det ene formål at fordumme debatterne. Det er i hvert fald et patriarkalsk argument!

For dem der fulgte med på DR2 i aftes var der et glimrende tema om forældrerollen for par, og det er selvsagt, at aborter ikke skal være et præventionsmiddel. Dertil fås fortrydelsespillen – og mere ‘normalt’ kondomer, spiral m.v.

Temaet satte fokus på, at man skal være sin opgave voksen, for børn kræver opmærksomhed. Det ved alle vi, der er forældre, men for nye par kan dette godt være vigtigt at høre mere om.

Anyway, aborter er ikke noget man normalt tager let på, men vi må stole på, at voksne mennesker godt selv kan afgøre hvorvidt de ønsker at få et barn eller ikke gør. At tvinge folk til noget dur i hvert fald slet ikke!

Rigtig god dag til alle.

About the author

Adm uddannelsesmedarbejder, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre voksne børn i alderen 18-22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.