I dag er det fem år siden vores mor gik bort

Faste læsere kan måske huske, da jeg dels skrev artiklen Endelig fik mor fred, men også Flot tale i går fra præsten. De fem år er gået hurtigt. Vores far er i mellemtiden flyttet ned til Dianalund – tættere dels på hendes gravsted, men også noget tættere på både min søster og jeg.

Jeg har oplevet flere, som siger, at man aldrig rigtig vænner sig til det, at folk er gået bort. Det er i hvert fald meget individuelt hvordan vi oplever andres bortgang…

De fem år er gået stærkt. Der er sket meget i den tid.

Det mest overraskende har været hvor mange mennesker man slet ikke har hørt fra. Som har været fuldkommen tavse – og man kunne diskutere om det var et signal, om man selv skulle have opsøgt disse folk, som har betydet en hel del, bl.a. gennem opvæksten hvor vi havde et forældrepar med tre drenge, som boede få hundrede meter fra vores gamle bopæl på Frederiksberg.

Det er det svære spørgsmål vi alle kan stille os selv: skal VI tage kontakt, eller VAR der en grund til, at gamle venskaber fases ud når folk går bort?

Jeg har ikke det endegyldige svar på dette spørgsmål.

Svaret er nok også meget individuelt for os alle.

Omvendt har det været positivt, at bemærke hvor mange, der så også HAR reageret – både med varme kondolencer dengang, men også senere – og fælles for dem alle har været, at de også selv har mistet nære familiemedlemmer. Den slags mennesker er vi evigt taknemmelige. Deres ord på rette sted var lige det, der manglede dengang. 🙂

Børnene spørger meget mere ind til deres bedstemor i dag, end de gjorde umiddelbart efter hun gik bort. Det er kun godt, at de spørger når de har lyst. Den slags samtaler er særdeles hyggelige, fordi de giver os chancen for at fortælle mange af de sjove oplevelser, der har været gennem årene – og jeg er helt sikker på søsteren har oplevet det samme med sine børn. 🙂

God weekend forude til alle bloggens læsere.

Leave a Response