Det kan være lidt af en udfordring når vi skal lære vores børn om demokrati og sund fornuft. For hvad der er sund fornuft for mig er måske ikke sund fornuft for dig. Her i landet har vi en tradition for, at vi godt kan være uenige om konkrete emner uden vi begynder at kaste med sten efter hinanden. Det kaldes både pli, takt og tone eller bare ytringsfrihed.
Militante kræfter findes i mange former. Nogle forbinder det med terrorister, men det er en smule for snævert defineret. Har du tænkt over hvor mange, der rent faktisk gemmer på anti-demokratiske følelser? Folk der enten er eller har været bx’ere, og som senere i livet fortsat nærer sympati for deres gamle grupperinger, og selvom de officielt set fraskriver sig volden – fordi det kræves som del af det at gå ind i demokratiske fora, når man skal underskrive at ville overholde Grundloven, som forbyder at opmuntre til vold – så har disse mennesker stadig kimen til revolution og oprør.
Oprør kan være mange ting.
Hvis en chef ikke kan opføre sig ordentligt over for kvindelige kolleger, så kan sindene godt komme i kog. Det er en type oprør motiveret af en konkret handling. Civiliserede kolleger vil naturligvis nævne, at det kan politianmeldes, hvis ikke sagen tages alvorligt, men nogle bliver fysiske.
Andre reagerer på uretfærdighed i konkrete former. Det kunne man kalde ‘retfærdig vrede’, især hvis man selv er blandt de retfærdige typer, som ikke vil finde sig i at man træder på andre. Det kunne også være i tilfældet butikstyveri. Vi ved alle, at vi som kunder er med til at betale for svind – og det koster en stor procentdel af en butiks omsætning, at nogle ikke kender forskel på dit og mit.
Oprør kan desværre også antage ikke-demokratiske former. Når nogle bliver sure over samfundets normer, så bliver de det ikke altid på demokratisk vis. De vil tiltvinge sig sympati for deres sag ved brugen af vold, og her er der grund til at sige STOP.
Vi kan ikke acceptere, at nogle sætter sig ud over demokratiets spilleregler. PUNKTUM.
Det nytter ikke noget, at vi begynder at acceptere den slags, og her træder den sunde fornuft ind i billedet, for hvis vi først giver køb på demokratiets spilleregler, så forsvinder al fornuft. Vi må forvente, at folk bruger de demokratiske muligheder de har, hvis de vil til orde. De kan stille op til byråd, regionsråd eller folketing – og så kan man tage debatten med ord. Ikke med vold!
Opgaven med at lære unge mennesker at blive gode samfundsborgere ligger primært i hjemmet. Det er ikke nok at afskrive sig sit ansvar med undskyldningen om, at det må børnene lære i skolerne, for dét argument ved vi jo godt ikke holder i længden. Børn kopierer deres forældre, og hvis forældrene ikke formår at forberede sine børn, har de svigtet en vigtig del af forældrerollen.
Så kan man bagefter diskutere om ikke tingene skal supplere hinanden, og det er naturligvis korrekt. Det er en logisk følgeslutning af, at når vi har et demokratisk samfund, skal alle støtte op om de muligheder der findes for, at vi alle lærer at handle med hinanden på retfærdig vis.
Jo mere uenige vi er med hinanden, jo pænere skal vi tale om og med hinanden. Så nemt kan det siges, og så nemt bør det gøres.
Hvad er dine tanker om demokrati og sund fornuft? Kommentarfeltet bider ikke. 🙂
