Jeg vil gerne benytte lejligheden til at ønske alle en rigtig god 1. maj. Kampdagen er på mange måder mere end blot historie. Vi står ved en ideologisk skillevej netop nu. Mellem liberal tankegang med privatisering af ideologiske grunde – alt skal rives ned! – og så fælleskabet. Vi har længe været enige om, at vi gerne vil have et samfund hvor fælles tankegang præger valgene af løsninger. Dette vil nogle borgerlige (læs: Venstre og Liberal Alliance) gerne have gjort op med.
Uanset om disse politikere vil erkende det eller ej, så er et privat firmas primære formål at tjene penge. De kan sagtens levere en god service, men de gør det ikke for vores blås øjnes skyld – de gør det, fordi det kan betale sig. Intet odiøst i det. Til gengæld er det odiøst når nogle vil foregøgle andre, at du kan få mere for de samme penge. Det har mange firmaer allerede opdaget. Når du sender syning af sko til Kina ender det med DÅRLIGERE kvalitet, mere transport, besværlige processer m.v. Så ender det alligevel med at opgaven kommer tilbage til landet, og eksemplet er velkendt.
Det skal vi arbejdere være glade for, for det fortæller, at folkene på de bonede gulve godt kan se KVALITETEN af det arbejde vi udfører, og det skal vi sandelig også have en anstændig betaling for.
De seneste overenskomster var magre. Ene og alene fordi regeringen driver de sædvanlige talfiflerier (læs: statistik), som skal skjule hvordan priserne EGENTLIG har udviklet sig de seneste år. Tag blot prisen på benzin og diesel fra 2008, og sammenlign dem med vores nuværende prisniveauer. Så vil du kunne se én blandt mange indikationer af, at statistik kan sige hvad som helst – afhængig af ens perspektiv. Prisniveauet hos den lokale bager er presset i forvejen – både pga råvarerne, men også fordi folk, ganske naturligt, sparer på den slags i krisetider.
En krise som i øvrigt har bragt yderligere skel mellem dem som HAR (og som endda får skattelettelser oven i hatten) og så dem som IKKE HAR så meget. En krise som kunne være afhjulpet af en fremskyndelse af investeringer vi allerede véd skal foretages inden for de nærmeste år, men som er udskudt fordi folketingspolitikerne har været så kløgtige at indmelde os i forhold til Europagten, som de facto er i strid med et af vore forbehold. Men det blæser de på i meningsdannernes univers, for det handler ikke om demokrati men om magt og indflydelse, som de alle vil have mest muligt af – så længe det gavner dem selv.
Det er den slags ideologisk skillevej vi står foran. Langt mere end de politiske øvelser som partierne laver når de “skaber” de nødvendige 90 mandater bag en regering ved kunstige konstellationer i et forsøg på at legitimere det statskup vi alle oplever. Vi får nemlig ikke spor mere indflydelse end de gør på Cuba, men vi tror allesammen at vi er så frie…. En frihed som ikke lever op til idealerne bag 1. maj, men det glemmer mange når først der er kommet et par øl indenbords.
Men derfor fortjener alle en god arbejderfest – uanset hvordan I vælger at tilbringe dagen.
