Vanetænkning hos politikerne – og erhvervslivet

Der er dømt vanetænkning over alt – både blandt politikerne og i erhvervslivet. Politikerne diskuterer multimedieskat i en tidsalder hvor internet er fremtiden, og mange andre medier oplever stort fald i både reklameindtægter og omsætning. Folk har aldrig købt så få aviser som nu. Måske fordi mange har erkendt at tryksværten fra søndagsavisen ikke harmonerer med spisning af morgenkrydderen, men også fordi aviserne har skudt sig selv i foden med gratis-aviser som ER blevet en stor succes i hverdagene.

Vanetænkningen er også til stede iblandt erhvervsfolk, for som flere har påpeget, så ser vi stadig store annoncer i trykte aviser – uanset om det være sig i Berlingske, Politiken, Børsen eller Jyllands-Posten. Folk læser, som sagt, ikke mere de samme aviser som før, og de betaler kun sjældent for avisen. Personligt læser jeg da gerne en avis hvis jeg finder den i toget – eller andre kommer forbi og spørger om jeg gider læse dagens avis fordi de allerede har læst deres. Jeg tror, dybt alvorligt, det snart er 1 år siden jeg har valgt at købe en avis.

Alting kan læses online.

Læs det lige igen: alting kan læses online.

Hvorfor få problemer med avisbude som smider hele søndagsavisen ind af brevsprækken på én gang med revne sider til følge når du i stedet kan få overblikket via nyhedsmails og/eller gå på de avisers hjemmesider du ønsker, og få nyhederne direkte på skærmen?

Svaret på dén sag burde vække folk fra vanetænkningen. Vi er inde i en ny tidsalder – og aviserne kan lige så godt lave nogle løsninger som passer til tidsalderen frem for at vedblive med at køre “same procedure as last year” som det nok så berømt lyder i 90 års fødselsdagen hver nytårsaften.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret. Bogmærk permalinket.