Vi er vanedyr – det faktum står fuldkommen uimodsagt. Hvis du kigger på det japanske Kaizen-princip, så er det netop derfor der anbefales at tage små skridt ad gangen når der skal indføres forandring. Vi er imod forandring på MANGE områder.
Et eksempel: i dag ankom to bøger jeg havde bestilt hos Gyldendal. Begge havde det lille lommeformat som er lige en tand mindre i højden end Jumbobøgerne vi alle kender fra Disney.
Min første reaktion: hvorfor pokker er de bøger SÅ SMÅ?
Ganske som alle andre vanedyr, så kan jeg godt lide, at bøger har samme størrelse som når jeg læser i en Dan Brown-hardback. Harold Robbins’ romaner er også store. Bøger skal da være store…
Selvfølgelig skal de ikke det, men indtrykket er der allerede når man får et par lommebøger. Temaerne ser ud til at være velbehandlede, og det opvejer da fuldkommen den ringe størrelse. Men ikke desto mindre genkender jeg pludselig vanens magt i vores måde at håndtere bogreoler, bøger og vurderingen af “det seriøse”…
Et andet eksempel: på den seneste ferie oplevede vi noget lignende, for i Frankrig har de en del mælk i 1½ liters plasticflasker. Da fruen siger vi skulle bruge 3 mælk tager jeg naturligvis 2 flasker.
Der forløber en samtale i stil med dette:
Fruen: – Sagde jeg ikke 3?
Jeg: – Skal vi da bruge 4½ liter?
Fruen: – Nej, men 3 liter mælk!
Jeg: – Der er 1½ liter i hver
Fruen: – Nå, ok.
Det siges, at mange danskere tror franskmænd skændes fordi de ikke forstår sproget. Folk har nok også kigget lidt undrende på denne meningsudveksling – som denne gang var centreret omkring det danske, at vi da “naturligvis” køber mælk i almindelige 1 liters kartoner.
Det er jo ikke nogen vedtaget størrelse – men også her kommer vanen ind i billedet.
God weekend til alle bloggens læsere. 🙂
