Brudte aftaler

Ligesom jeg har prøvet det når man laver en aftale med en lokal person som ville komme og kigge på bilen, så er det også sådan at nære venner oplever det samme: en aftale er ikke længere en aftale, åbenbart. Hvad er det lige præcis der går galt for folk? Enten svarer de slet ikke, giver ikke besked. Lader simpelthen som om de fuldstændig har glemt at de selv har været med til at lave den pågældende aftale. Hvordan kan man stole på folk under de forudsætninger?

I gamle dage kunne man give hånd på en aftale eller give sit ord. Dét var en fasttømret aftale. Dengang kunne man også være sikker på, at lavede man en aftale så var der ikke en anden der kunne byde højere og så vinde foran én selv. Dette har jeg f.eks. fået tilbudt da jeg engang annoncerede via Den Blå Avis online. Var i gang med forhandlinger med en køber, som ville overføre pr. Netbank. Da jeg bliver ringet op af en interesseret, og forklarede, at jeg var i gang med denne forhandling blev jeg direkte spurgt: “Om ikke jeg ville lave en endnu bedre handel”…. Gu’ vil jeg da ej!

Det er nemlig sådan at laver vi en aftale så gælder dén. Hvorvidt andre springer fra bliver deres problem, for de får kun lov til at gøre det én gang. Der er ingen kære mor hér. Tager man rumpen på en aftale uden at melde afbud, får man ikke chancen igen. Uanset omkostningen.

About the author

Kontorfunktionær, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre børn i alderen 17-20, som bor sammen med deres mor.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.