Dobbelt sproglig identitet

Hvis nu jeg fortæller dig om en lille fyr, der som 3-årig lærte både dansk og fransk på modersmålsniveau, ville du så kunne forstå, at personen havde en mindst lige så stor sympati for det franske som for det danske?
Ville du kunne se parallelen til de børn, som, sammen med sine forældre, er kommet herop fra Jugoslavien eller Tyrkiet, og som taler både hjemlandets og det danske sprog? Ville “dobbelt sproglig identitet” sige dig noget?
Sikkert ikke!

Rigtig mange har svært ved at forstå hvordan sproget vi bruger former vores perspektiv. Hvis fransk fanger øret på præcis samme måde som dansk ville fange øret på en dansker på ferie på Kreta når et tv eller en radio kører i baggrunden, så er der altså “forbindelse.” Psykologer ville sikkert kunne sige meget om sprogets rolle. Jeg er kun lægmand, så jeg forsøger blot at give udtryk for en irritation jeg for nylig har oplevet i en anden Blog hvor emnet “det franske præsidentvalg” dukkede op.

Danskere er eksperter – især i udenrigspolitik. Helt uden at kunne sproget kan danskeren løse problemer i såvel Mellemøsten, Afrika, Asien m.v. (faktisk hele planeten). Vi har længe hørt svanesangen om at vi er bedst til sundhed, miljø, uddannelse m.v. Denne svanesang har gjort os OVERLEGNE. Vi SER ikke problemerne i vores egen hønsegård men er vilde med at gå ind i Irak, løse konflikter i Balkan, Afghanistan m.v.

Hvorfor tror I, at selv et anti-brigade parti som Dansk Folkeparti er begyndt at bakke op om udenlandske missioner for det danske forsvar? FORDI det svækker interessen for det der sker inden for landets egne grænser, mens det styrker fordommen om “de andres” skyld i “vores” situation. Det er for længst glemt, at enhver er sin egen lykkes smed og at vi alle har medvirket til en bestemt politisk kurs. Det er for længst glemt hvem der satte hvilket stempel i hvilken persons pas. Borte med blæsten. Moralen tager vi sørme en anden dag.

Set i dét lys er fransk politik ganske anderledes for selvom man ikke måtte være enig i de valgte løsninger, så er valgkampene alligevel rationaliseringsperioder hvor der samles op på befolkningens utilfredshed. Det DANNER ET GRUNDLAG for fremtidige programmer når folk demonstrerer, stemmer og ytrer sig. Så direkte et demokrati kender vi slet ikke. Der køres her i landet efter samme princip som vi alle kender fra 90 års fødselsdagen: “Same procedure as last year”…

PS: Til tvivlerne kan siges, at Sarkozy direkte tog principper fra Mouvement Pour la France [Philippe deVilliers] med sig i den videre debat. Så der lyttes, og dét er nøglen til at vinde valgkampe. 🙂

Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret. Bogmærk permalinket.