Politiske realiteter

I disse tider har mange travlt med at granske Helle Thornings økonomiske situation. Hendes mands skattesag er omdiskuteret – også til trods for, at oplysningerne længe har været tilgængelige.

Skattesagen blev, når tingene skal siges ligeud, først til en sag af følgende to grunde:

  • Der var ikke så meget at skrive om i denne sæsons agurketid
  • …og måske allervigtigst: fordi meningsmålingerne peger regeringen imod.

Faktum er nemlig, at der ikke er nogen chefer som bliver bedt om at redegøre for deres familieøkonomi før de får en ledende stilling. Du kan sagtens stå i både Debitorregistret og RKI uden dette får nogen som helst betydning på dine karrieremuligheder.

Men i politik er virkeligheden åbenbart en anden. Henriette Kjær blev fældet af den dårlige økonomi hos sin mand, og der har været flere fortilfælde hvor latent viden er blevet brugt imod politiske modstandere alene fordi det gik dem for godt.

Hvad handler politik om?
Politik BURDE handle om HOLDNINGER. Det handler om at forvalte befolkningens interesser. Med “Fair løsning” kom der et fornuftigt bud på en anden strategi for landet. Det var bestemt ikke nogen kur regeringen brød sig om, for med modsigelsen af “Fair løsning” er nogle af de traditionelle dogmer i den liberale tankegang kommet til udtryk fra den uglesete venstrefløj.

Vi er fra oppositionens side kommet med et fantastisk fornuftigt bud på, at det KAN lade sig gøre at skabe dynamik i samfundet, selv i en krisetid. Den slags toner ER nye. Det ved alle…

Men realiteterne taler også deres tydelige sprog: hvis ikke staten fremrykker de offentlige investeringer vi allerede ved kommer inden for de næste fem år, vil endnu flere gå arbejdsløse. Det skaber en udgift til enten dagpenge eller kontanthjælp, hvilket er PASSIV forsørgelse. Hvis snedkere, tømrere og murere fik lov til at skabe de vedligeholdelsesopgaver der ligger foran os nu, kunne ordrerne gennemføres til en historisk LAV PRIS, og samtidig kunne der – når alt skal gøres op – spares en masse penge ved at fremrykke investeringerne.

Dét ved regeringen forbandet godt…

Derfor handler det om at skyde forslaget ned, og da det ikke er lykkedes kom en skattesag ind i billedet fordi de nu hellere vil så tvivl om oppositionens troværdighed, og pressen æder det, for at sige det lige ud, råt for usødet, fordi der ikke er nogle iblandt journalisterne som kigger på baggrundsoplysningerne.

Den viden om bopæl har eksisteret i lang tid. Jeg vidste der kunne være et problem, men har ikke set nogen grund til at kommentere det, fordi jeg mener det er en privatsag. Jeg har stor tillid til, at når Skats folk bliver kontaktet, så må det være op til dem, at informere korrekt i den slags sager.

Det er tydeligvis IKKE sket!

Hvad skal fremtiden bringe?
Det er på tide at spørge sig selv: “Hvad skal fremtiden bringe?” når det gælder vores politiske ledere. Hvis vi begynder at drive amerikanske valgkampe vil endnu flere undlade at stille op.

Allerede som læserbrevsskribent – og måske også i fremtiden som blogger – kan vi alle opleve anonyme folk udtale sig i mere eller mindre latrinære vendinger. Det er også set før. Men hvis familien nu skal til at bøde for ens holdninger i politik, så bliver det endnu mindre attraktivt at involvere sig aktivt i politik.

Derfor handler det om at sige “nok er nok” på det rigtige tidspunkt, og så vise politikerne den samme respekt som vi selv forventer i vores privatliv. Det kan ikke være rigtigt at familie skal involveres i stridigheder i politik. Vi må ganske enkelt tage skeen i den anden hånd, og begynde at sætte nogle klare grænser for hvad vi vil finde os i.

Alle ønskes en rigtig god uge. 🙂

About the author

Nyuddannet IT-supporter - blogger, inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre børn i alderen 16-19, som bor sammen med deres mor.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.