Så er første tredjedel af året gået nu hvor vi lander på 1. maj i kalenderen. Det er samtidig arbejdernes kampdag, og der skal da herfra lyde et varmt ønske om en god kampdag til dem, der har fri på denne dag…
Når de første fire måneder er gået, er det samtidig første trimester af året vi har afsluttet. Nu kommer den gode del, hvor maj frem til slutningen af august indeholder alle de lange og varmere dage, hvor solskinnet kan nydes. Det er min favorittid her i landet.
Faste læsere vil vide, at jeg er stor fan af at gøre status. Har du nået de mål du satte for denne første tredjedel af året? Har du planlagt nogle ting du gerne vil nå i løbet af resten af året? Kommer de mål til at holde – og er du tilfreds med dine mål?
Det er ikke sundt at agere pausefisk i eget liv. Det er vigtigt, at vi altid er opmærksomme på, hvordan vi kan udvikle både os selv men også de folk vi omgiver os med. Vi når længere frem i vores liv, når vi hele tiden holder fast ved en fremadrettet udvikling.
Det er så nemt bare at lade den ene dag tage den næste, at lade den ene uge afløse den tidligere – og inden man får set sig om, er året gået uden vi egentlig var opmærksomme på at få mere ud af året.
Rigtig god dag til alle. 🙂