Millionær i praktik på TV2

I aftes rullede første afsnit af den nye serie Millionær i praktik om Anne Mette Beckmann hen over skærmen på TV2. Kanalen sendte tidligere Millionær på bistand, hvor Anne Mette fortalte om sit liv i sus og dus nede i Portugal som datter af et par rige forældre, som mistede (næsten) alt ved den portugisiske revolution i 1974. Hvis ikke du har set – eller husker – serien, så kan du læse om hendes liv efter serien på BT online.

Man kan på TV2s hjemmeside læse, at hun åbenbart kommer for sent på sin første dag i Føtex i Aalborg, der sendes på tirsdag…

Jeg savner ord for den overlegenhed og arrogance hun udstiller, når hun tror, at det nærmest er en menneskeret, at bo i København. Hun er fuldkommen blottet for virkelighedssans, og jeg kunne ikke lade være med at grine, da hun i går også mente, at hun virkede tiltrækkende på mændene. 🙂

Misforstå mig endelig ikke. Hun kunne såmænd sagtens være attraktiv, men hver eneste gang hun åbner munden, er jeg virkelig i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet har opfattet noget som helst siden hun valgte at vende retur til Danmark fra Portugal.

Jeg har faktisk medlidenhed med hende, for egentlig er TV2 medskyldige i at udstille kvinden. Hvis man nogensinde kan klandre TV3 for serier som Paradise Hotel og/eller Robinson ekspeditionen hvor skænderier, som hører privatlivet til, blev stillet til offentligt skue, så kan man sandelig også klandre TV2 for, at de for længst skulle have taget en snak med Anne Mette Beckmann om hvordan hun ville komme til at virke, når hun kom på tv.

Jeg kan simpelthen ikke forstå, at de vil være sig selv bekendt! Nok er der mange seere, men det er da kun fordi man i transitten mellem Nybyggerne og Nybyggerne rykker ud (som begge i øvrigt er geniale serier) før de sene nyheder ikke rigtig gider surfe over på en anden kanal…

Rent medieetisk er dette simpelthen en skændsel, og hvis Moskeerne bag sløret var stof til PresselogenTV2 News, så må denne serie også være en kandidat til selvransagelse i programmet…

Hvad er dine tanker, kære læser, om denne serie?

Rigtig god dag til alle herfra.

About the author

Adm uddannelsesmedarbejder, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre voksne børn i alderen 18-22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.