Private og lukkede konti

Der er naturligvis nogle gange en ganske valid grund til, at folk vælger at have en privat eller lukket konto på et socialt medie som Twitter eller Instagram. Det skal jeg bestemt ikke benægte. Jeg ved for eksempel, at min datter har valgt at gøre det på Instagram, fordi hun er træt af grisebasser. Som ansvarlig far er jeg NATURLIGVIS glad for dén beslutning. 🙂

Dog skal man også være opmærksom på blokeringsfunktionen, for den kan være langt mere effektiv end at lukke sin konto på f.eks. Twitter.

Hvad mener jeg så med det?

Jo, ser du: på Twitter er et af formålene jo at nå ud til et STØRRE publikum med sine kloge ord – og det øjeblik du lukker din Twitter-konto har du næsten låst dig fast på dit nuværende niveau af følgere. Hvor skulle folk opdage, at du har noget klogt at sige, hvis de ikke kan læse dine tweets?

Dét var værd at tænke på, ikke sandt? 🙂

Der kunne så også være det modsatte argument, hvor nogle vil påstå, at jeg er en linselus, når jeg særligt fremhæver et større publikum. Alt afhænger af øjnene, der ser. Hvis du skal diskutere et nyt produkt – og udviklingen af det – kan der godt være mening i at have en lukket konto til dét formål. Men så skal den konto være HELT lukket, og til dét formål ville de fleste nok hellere anbefale, at lave et lukket forum på en hjemmeside, hvor man skal logge på med brugernavn og kodeord for at sikre, at alle skriver under radaren set i forhold til søgemaskinerne.

Frem for at lukke sin konto, vil jeg hellere anbefale folk, at de BLOKERER de folk, der ikke kan opføre sig ordentligt. Det er et langt mere effektivt værktøj, samtidig med, at du stadig bevarer et åbent ansigt over for både søgemaskiner og nysgerrige mennesker. Sociale medier er pr. definition sociale i den forstand, at de giver mulighed for at finde folk vi deler interesser med, f.eks. gennem søgning på #.

Men valget er naturligvis dit, kære læser. 🙂

Har du nogen tanker om emnet, så bider kommentarfeltet ikke. Rigtig god dag til alle.

About the author

Adm uddannelsesmedarbejder, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre voksne børn i alderen 18-22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.