Vi er ikke altid opmærksom på det, men alting har en konsekvens. Dels rent karmamæssigt, hvor vi høster det vi sår med de handlinger vi gør, men også rent principielt, fordi vi kendes på vores handlinger – ikke kun det vi siger.
Det er meget populært, at tro, at man skal tilgive evindeligt. I den traditionelt kristne vestlige verden er der mange, som helt har misforstået hvornår ‘nok er nok’, og det ses tydeligt i den måde nogle mennesker opfører sig på.
De blæser på aftaler, de svigter indgåede aftaler, de undlader at svare tilbage på sms’er – og når du så tillader dig, at gøre opmærksom på den dårlige adfærd, så er det dig, folk synes er en kold sk*d…
Kender du dette?
Jeg plejer at tage den slags meget roligt, for jeg kan lynhurtigt forklare hvorfor jeg bliver sur. Jeg tillader mig aldrig at reagere irrationelt, men danner mig et overblik over tingene, og tredje gang folk overser en advarsel, så får de altså det glatte lag.
Jeg har ikke hverken tid eller energi til fjolleri fra folk, som tror alt er tilladt.
Hvis du selv har svært ved at sætte en grænse i dit liv, kan jeg godt forstå, det lyder koldt. Ikke desto mindre lærte vi i sin tid på tillidsmandskurser, at det at kunne prioritere sin tid var nøglen til succes. Du SKAL kunne sætte grænser for at vide hvornår det er tid til at eskalere en potentiel konflikt. Eller at pille luften ud af puden, hvis det baserer sig på misforståelser.
Mange management-kurser har lignende sigte: at kende forskel på hvad der er rigtig og hvad der er forkert i den pågældende situation.
Hvis du ikke har prøvet det før, så vil jeg klart anbefale dig, at du også lærer, at sætte grænser, for det er ganske enkelt nøglen til succes, at blive bedre til at definere hvad du vil acceptere, og hvad du under ingen omstændigheder vil være med til.
