Jeg var lidt inde på det i mit indlæg på min fødselsdag med titlen Så er man 43, men det kan godt tåle en causering. Efter i dag at have hygget i familiens skød med bl.a. min søster og svoger samt både min ældste og yngste niece, så konstaterer jeg virkelig, det har været en RIGTIG god dag.
Efter mange år i mange forskellige jobs kunne jeg professionelt godt opsummere mange positive resultater, men når alt kommer til alt, så er det familien, der er det vigtigste!
Min søster og jeg har tilsammen fået syv børn, og alle fire piger og tre drenge har hver deres fantastiske egenskaber. Mine niecer og min nevø vil – helt som min datter og to sønner – bekræfte, at jeg kan være drilsom og sjov på mange planer.
Men ud over alt det, så er det stadig helt stensikkert, at de hver især fortjener at komme frem i verden på hver deres måde. Dejlige væsner med egne holdninger til tingene – og sådan skal det bare være.
Stor tak for en rigtig god dag, og stor løftet tommelfinger for at generne er kommet videre. Hvor er det dog fantastisk at konstatere at alle har hver deres måde at se verden på. Det udfordrer os gamle hoveder til at se tingene fra nye vinkler. Det er super sundt, og sikrer, at vi aldrig gror fast.