Hvilken computer skal jeg købe?

Jeg vil være helt ærlig. Efter over 20 år med varierende former for IT har jeg nået en modenhed på området som gør, at jeg siger tingene ligeud. Det er der nogle, der ikke bryder sig om.

Fordommen er: Windows er på flest maskiner, og derfor er Windows bedst.
Bedst til hvad? For hvem? Hvorfor?

Fluer flyver også alle til en høm-høm. Lige dér er påstanden ikke, at flertallet pr. definition har ret. Så hvad drejer det her sig om?

En sjov detalje i enhver installation er antallet af genstarter før du som bruger får lov til at bruge din maskine. Netværket installeres, og ændringer foretages, genstart. Grafikkortet justeres genstart. Og så fremdeles. Med Windows XP var mange flere timer om at installere styresystemet. Derefter kommer firewalls, antivirus etc. [Ifølge en nær bekendt i Roskilde er Vista blevet lidt nemmere at danse med på dette område, men alligevel…. :-)]

Når systemet driller så får man fejlmeldinger som absolut intet fortæller. En søgning på Google viser mange eksempler. Her blot én:

irql_not_less_or_equal
STOP: 0x0000000a (0x00000000, 0x00000002, 0x00000001, 0x804DA858)
no_more_irp_stack_loctions
STOP: 0x00000035 (0xe15f8d0c, 0x00000000, 0x00000000, 0x00000000)

Helt tilbage til Windows 3.1 og 3.11 lovede Microsoft, at Dr. Watson var løsningen på den slags. Igen muligvis en løsning for de langhårede teknik-nørder som drev dette så langt ud på overdrevet at de selv i dag ikke kan score en kæreste fordi det eneste de forstår og/eller kan tale om er 0’er og 1’er og indbyrdes forskelle mellem forskellige søgninger i databaser med Tanenbaum som favoritforfatter.

Da jeg havde MAOS [MaskinArkitektur og OperativSystemer] på 1. semester af datamatiker-uddannelsen i 90’erne var Tanenbaum den ultimative kedsomhedsfaktor. Stensikkert fascinerende for bitvenderne som nyder at fordybe sig i overvejelserne helt tilbage til de første maskiner — DASK, Regnecentralen og meget andet som for længst er arkiveret lodret….

Når jeg i dag hører folk indrømme, at de med 3-6 måneders mellemrum geninstallerer deres Windows er jeg godt klar over det ikke er flertallet af folk der er nødt til dette. Men jeg erkender samtidig at jeg havde lignende problemer fordi jeg testede mange programmer. Både til at skrive blogs, nyhedsbreve m.v. Det første skifte skete til Linux, og jeg har aldrig fortrudt dét skifte.

Ved du hvorfor?

Fordi JEG pludselig sad i førersædet på min computer. Var der noget jeg var utilfreds med, kunne jeg gå ind og RETTE det. Jeg skulle ikke spørge nogen som helst om lov. Kunne gå direkte ind og rette problemet. Altsammen også med den logiske konsekvens at begik JEG en fejl blev JEG OGSÅ STRAFFET.

Efter jeg er gået over til Apple’s MacOS erkender jeg, at jeg slet ikke har rørt ved Linux siden. Så til november er der to års jubilæum på dén konto. Her virker tingene også bare…

Men når folk spørger mig: “Hvilken computer skal jeg købe?” så har jeg en sjov udfordring foran mig. De fleste vil nemlig gerne være kreative — optage pod- og videocasts, skrive e-bøger, skrive en bog, lave kreativt arbejde. Til det formål skal de bruge noget som bare virker.

Kan du gætte hvad jeg svarer? Køb en Mac!

Jeg får ikke en krone for at anbefale det. Tværtimod. Jeg får bare glade venner og bekendte når jeg giver dette råd, for jeg smed for længst ALT hardware til pc ud. Jeg har INTET, og jeg savner så sandelig ikke det besvær med pc’ere mere. Jeg er “vokset” fra den slags nørderi. Dels fordi der ikke er nogen penge i det (og fordi folk bliver p*ssed hvis det skal koste noget), men også fordi det er brand-irriterende at en løsning i dag erstattes af geninstallation næste år alligevel.

Det samme gælder NYE operativsystemer. Når der udkom nye versioner af Windows skulle folk vælge mellem at OPDATERE eller NY-INSTALLERE. Når først Windows XP havde konstateret, at du tidligere havde en Win 2K tilbød den selv at slette harddisken og starte forfra. Ved du hvorfor? Fordi det er langt bedre at starte fra scratch frem for at gemme på en masse ubrugelige filer.

Alle har fået at vide at de skulle lave en backup før de opgraderede, men alligevel var folk for dovne til at brænde de 10 cd’er med dokumenter, billeder, lyd m.v. Næ, så hellere fortsætte og lave ravage i det hele. Det er jo Windows så folk TROR de kan redde det hele. Tro om. Antallet af fejltagelser er der mange af, og det er surt show når det hele ender i en BSOD [Blue Screen of Death – den blå dødsskærm].

Så hvis nogen siger, at en Mac er for dyr, så køb dog en almindelig bambus-pc, men kom ikke bagefter og sig, at jeg ikke advarede om de alvorlige konsekvenser som en lille besparelse har på hardwaren.

Lige til afslutning: det var i øvrigt kun i gamle dage man ikke kunne finde masser af god, gratis software til Macs. Jeg blev forbavset over hvor meget der findes til Macs i dag. Så lad dig ikke skræmme af smarte kampagner. Skal du arbejde kreativt med din computer i stedet for at lege Sherlock efter fejl, så er mit bud – klart og tydeligt – at det bedst betaler sig at købe en Apple Mac.

About the author

Adm uddannelsesmedarbejder, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre voksne børn i alderen 18-22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.