Man skal ikke have kigget ret meget på DAOs hjemmeside for at se en virksomhed i vækst, mens vi i nyhederne kan konstatere, at PostDanmark/Postnord er i frit fald. Hvorfor denne forskel?
Meget af PostDanmarks krise startede da daværende transportminister Hans Christian Schmidt stillede det farlige spørgsmål: “Hvad skal et brev koste?” Svaret blev nemlig starten på en himmelflugt i priserne hos Postnord – og med den stigning i priserne er mængden af post, lige så naturligt, styrtdykket.
I en tid hvor folk kan sende e-mails ganske gratis, så er denne pristabel ganske chokerende:
Den opmærksomme læser vil bemærke, at det nu er samme pris for et Quickbrev indenlands som at sende det til udlandet, og nu skelnes der ikke længere mellem Europa og/eller USA/Østen…
For nylig var en talsmand på skærmen for at tale om, at det nu var postforsendelser fra Kina som var det helt store problem for Postnord. Det er lidt sørgeligt, at man fra postetaten altid skal brokke sig over markedet, og får lov til at gøre det næsten uden kritiske spørgsmål. Medierne har svigtet når de har givet Postnord denne særstatus. Når man så derudover har puttet penge i en redningsplan efter de først VAR blevet frasolgt til det svenske postvæsen, så rabler det da fuldstændig for politikerne.
Man havde ikke fundet sig i dette på hverken ambulanceområdet eller andre kerneenheder i staten, vel?
Det kan ikke kun være kinesiske småpakker som generer Postnords bundlinje. En anden vigtig ting er nemlig også adresseløse postforsendelser. De har altid eksisteret, men tidligere var det særligt lokalaviser og Søndagsavisen som havde reklamerne. Da PostDanmark valgte at underbyde på prisen var man også indirekte med til at ødelægge sin egen bundlinje, for det KAN ikke betale sig at underbyde på lige præcis dét område.
De fleste af os har nok prøvet gerningen som bladbud. Det var ikke millioner man tjente, men det var god motion, og gode lommepenge dengang jeg var barn. Jeg fortryder ikke på noget som helst tidspunkt, at jeg omdelte næsten 1/4 million enheder gennem cirka 3 år. Det var smaddersjovt, og jeg kom til at kende Roskildes trappeopgange ganske godt. Det VAR en kamp for det lokale distributionsselskab dengang at holde næsen oven vande, men pigerne ude på Industrivej gav aldrig op – i hvert fald mens jeg var i butikken… 🙂
Tilbage til spørgsmålet: hvorfor denne forskel mellem DAO og Postnord?
Det er såre enkelt. Hvor DAO reagerede med at tilføje pakker da antallet af abonnenter til aviserne faldt, så var der tale om en reaktion på markedsvilkår. Postnord har det præcis omvendt, fordi politikerne har givet dem lov til at klynke. Man tør ganske enkelt ikke lukke postetaten. Det er samme pensionsforpligtelser for de tjenestemandsansatte, så hvorfor ikke bare gøre som når man fjerner et plaster? Det skal gøres hurtigt og effektivt.
Politikerne smider gode penge efter dårlige når de bagefter nærmest tilbagekøber PostDanmark – den såkaldt ‘danske del af Postnord – velvidende, at man først brugte en formue på dårlige reklamer, skulle male alle biler blå, og hvad er egentlig den værdi kunderne har fået ud af denne øvelse?
Jeg venter MEGET spændt på om der er nogen der har oplevet én eneste forbedring på noget område efter Postnord-fusionen…
Rigtig god weekend til alle bloggens læsere. 🙂
