Godt nytår til alle

Året 2021 har på mange måder været noget af en blandet landhandel. Der har været både godt og skidt, og sådan er det jo hvert år.

De kloge siger, at det vi fokuserer på også er det, som står tilbage bagefter. Det ligger der en vis sandhed i, omend jeg også tror, mange er ved at være noget corona-slidte. Jeg havde selv den store fornøjelse, at få det tredje stik kl. 13:40 i dag, og den beslutning er jeg glad for. Det er ikke alle enige i, og det er helt fair. Nogle har fravalgt vaccinen, og det er deres valg. Vi vælger alle, hvad der giver mening for os.

Vi mistede et ikon i dansk politik i år

Billedkilde: Wikipedia

Jeg kan ikke undgå, at nævne, at årets største begivenhed var da den tidligere konservative statsminister, Poul Schlüter, gik bort. Faste læsere af både denne private blog, men også den politiske blog vil huske, at jeg flere gange har beskrevet særlig den gode tone, der eksisterede, da han var statsminister. Der var en grænse for, hvordan man talte om, til og med hinanden, og på mange måder VAR Poul en helt unik person.

Da han startede som statsminister troede alle, at han ville blive en overgangsfigur før en anden kom til, men det endte anderledes. Han var statsminister fra september 1982 frem til januar 1993 – og han var så meget mere end blot Tamilsagen, som ofte er det, hans politiske modstandere fremhæver, når hans navn nævnes… 🙂

Min holdning er, at Poul stod bag sin justitsminister, og han var i god tro, fordi han stolede på Erik Ninn-Hansen. Han benyttede ikke lejligheden til at tørre noget af på nogen, men gik med rejst pande. Det kunne mange lære en hel del af i dag, og det mener jeg faktisk både positivt og konstruktivt. Politik er en barsk branche, og vi mangler folk, der står ret, også i modgang. Jeg skrev disse ord, dengang Poul Schlüter fyldte 88 – som du kan læse ved at klikke på linket. 🙂

Børnene mistede deres morfar for et par måneder siden

På det mere personlige plan, så mistede børnene deres morfar for et par måneder siden. Han og jeg så meget forskelligt på en del ting, og det er så det, jeg vil nøjes med at sige om dén sag.

Der skal være plads til forskellige holdninger, og jeg fastholder, at jeg aldrig taler negativt om andre. Det lader jeg andre om, at gøre. De var glade for ham, og det skal de have lov til at huske ved ham.

Der har også været glæder i årets løb. En af dem er, at de to ældste er glade i hver sine jobs. Særligt datteren er rigtig glad for hendes arbejde, og faktisk så meget, at hun nu vil gå dén vej, når hun skal videre i livet. Den ældste søn er afklaret i forhold til sine mål, og yngste søn afsluttede grundskolen i sommers. Der er håb ved den nye generation, som støt og roligt lærer i livets skole, og danner sig deres egne erfaringer…

Jeg fandt også en spændende beskæftigelse i et rigtig godt team

Af positive ting skal bestemt også nævnes, at jeg har fundet et rigtig godt team. Vi trives i hinandens selskab, også selvom corona-restriktionerne sætter en vis begrænsning i det fysiske fremmøde på det seneste. Til gengæld kan vi smile over telefonen, og det er rigtig dejligt, at være en del af et hold, hvor vi sparker r*v på vores arbejdsområde. Det er ikke på fuld tid, og foreløbig stopper det måske når januar slutter. Men den tid, der er gået godt kommer aldrig skidt igen, som de kloge vist siger. 🙂

Året bød på et kommunalvalg, og det er altid godt, når befolkningen bliver hørt. Det er demokratiets kraft, at nogle bliver æret, mens andre må gå. Særligt var Holbæks resultat fænomenalt, og jeg var aldrig et sekund i tvivl om, at Christina K Hansen var den rette kvinde til borgmesterposten. Hun har på så mange måder været en kæmpe inspiration for mange i hendes måde, at håndtere rollen som borgmester på. Hun har aldrig glemt sine rødder, men møder tværtimod borgerne der hvor de er, og det værdsættes i byen. Jeg formoder hun vil nå langt, når historiebøgerne skal skrives i fremtiden.

Herfra skal jeg hermed afslutte året med at sende de varmeste ønsker om et rigtig Godt nytår til alle bloggens læsere. Jeg håber I har nydt læsningen bare halvt så meget, som jeg har nydt at skrive alle indlæg i årets løb. Pas godt på hinanden i morgen aften, når det nye år skydes ind – og på gensyn i 2022. 🙂

About the author

Adm uddannelsesmedarbejder, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre voksne børn i alderen 18-22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.