Et farvel til Turbo…

Den ellers søde blandingshund mellem en dalmatiner og en rottweiler havde for halvandet år siden en hjerneblødning. Dengang troede vi, det var en reaktion på fyrværkeri. Året efter gik det godt med bedøvende piller op til nytåret, og ingen problemer udover lidt gøen når det blev rigtig voldsomt med raketterne. I går aftes (kort før Henrik skulle på nattevagt) blev de to hunde uvenner, og Turbo var ikke til at stoppe.

Når han lå ned gav han tegn til at give op, men kom igen straks han kom fri, og da Henrik ville stoppe dem endte det med bid fra Turbo. To gange er ikke en tilfældighed, og beslutningen blev taget allerede før Henrik tog afsted. Vi ville aldrig udsætte vores børn for den slags farer. Hvis han først reagerer sådan over for lederen i flokken, så er alt ned af bakke fremefter.

Så i dag kl 16 sov han stille ind på Dianalund Dyreklinik, og vi begravede ham i sin favoritstilling med ansigtet ind mod huset i hjørnet af haven. Vi indrettede et lille hyggehjørne som “minde”, og kan nu koncentrere al energi om den lille Labrador – Pluto.

Så hvis du ikke lige har fået svar på en mail siden i går aftes, så tro mig. Et bid nær venstre pegefinger påvirker ens evne [og måske ISÆR lyst ;-)] til at bruge et tastatur…

About the author

Blogger, inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker. Tidligere uddannelseskoordinator, og var aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent ved DSB heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre børn i alderen 15-19, som bor sammen med deres mor.