Tømmerup-sagen – tilsyn med præster
Efter Tømmerup-sagen er der behov for at nytænke tilsyn med præster. Ikke for at mistænkeliggøre alle, men derimod et behov for at sikre, at rammerne for det gode præsteskab kommer helt på plads. Det er glædeligt, når en præst – uanset køn – er vellidt i lokalbefolkningen. Dog mindre glædeligt, når der sker misbrug af børn, og vi bør ikke lukke øjnene for, at der må og skal være en kodeks, som sikrer, at den slags ikke kan foregå.
En præst burde aldrig sove med børn, for voksne og børn hænger bare ikke sammen. Kald det bare gammeldags tænkning, men præstens rolle er ikke at være teddybjørn for sognebørnene. Han/hun kan være hjælper i mange sammenhænge, hvor børn f.eks. påvirkes af skilsmisser, mobning og den slags – men der bør være grænser for, hvordan en præst opfører sig…
Man skal huske, at flertallet godt kan administrere den rolle som autoritet de opnår som præster, men alene risikoen for, at noget misforstås gør, at det ikke bør gøres.
Man bruger udtrykket: “Bare fordi noget er lovligt, behøver det ikke at være rigtigt”. Dette i den forstand, at man for alles skyld bør have rammer, der klart skelner hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Ikke fordi der sker noget ulovligt alene fordi en voksen og et barn er i samme lokale, men til gensidig sikkerhed for, at tingene foregår i ordentlige rammer, så selv MISTANKEN undgås.
Det er en rigtig sørgelig sag når en persons kriminalitet kaster mistanke over en hel stand. Ingen tvivl om dén sag. Det er hæmmende for det gode arbejde alle andre gør når en person kaster et dårligt lys over præsteskabet. Dog savner man, i den slags sager, en afstandtagen, for det virker som om murene lukker sig omkring dette på præcis samme måde som vi har set i andre religiøse organisationer, herunder f.eks. den katolske kirke.
Er man virkelig så bange for fordømmelse af en handling, at man ender med at feje tingene ind under gulvtæppet? Det gavner ikke nogen at være konfliktsky i den slags sager. At præsten har anket sagen ændrer ikke ved to ting: dels at han forhåbentlig får skærpet sin straf, men også, at sagen er endog særdeles pinlig, når det bagefter kommer frem, at der VAR en lærer, som sammen med sin inspektør havde indkaldt præsten til en samtale, som ikke endte med yderligere efterforskning.
Alene mistanken skulle dengang have gjort, at man satte den pågældende under et skærpet tilsyn – og måske kunne en hel del ubehageligheder være undgået.
Denne sag handler ikke kun om mistænkeliggørelse, men bestemt også om præventiv tænkning og læring, så det undgås fremadrettet.
Hvad er dine tanker om denne sag?
Rigtig god weekend herfra til alle. 🙂