Kirkeligt arbejde der bløder under coronakrisen
Den 17/4 kunne Kristeligt Dagblad fortælle, at det kirkelige arbejde bløder. Det fik mig til tastaturet, for intentionen var ganske tydelig: man ønskede en hjælpepakke, og selvom hensigten kunne være nok så sympatisk, så lugter det også lidt af rendyrket lobbyisme.
Jeg skrev dette indlæg, som Kristeligt Dagblad ikke mente, de havde plads til at bringe i sine spalter, men som jeg alligevel vil dele med læserne af denne blog, fordi jeg mener det indeholder væsentlige pointer:
Fokus har flyttet sig fra opgaven til pengene
Det er egentlig tragisk at se forsiden 18/4, hvor man som læser møder konstateringen af, at det kirkelige arbejde bløder, og man gerne vil have politikerne skal skride ind nu. Særlig sørgeligt, fordi man tidligere fokuserede på opgaven, at hjælpe så mange med de midler der nu engang var til rådighed. Det så man bla under 2. verdenskrig, hvor opgaven var at redde jøder fra nazisterne.
I en tid hvor folk lever på et sørgeligt minimum, fordi regeringen gerne taler om hjælpepakker, men lader vente på sig med udmøntningen, fx for kH-modtagere straffet af 225t-regel, klinger det lidt hult, når NGO’er driver lobbyisme for at redde egen overlevelse. Reglen ophæves nu midlertidigt, men alle venter på ophævelsen også kan ses på bankkontoen. Datovarer er der færre af, og budgetterne er stramme. I sådan en tid burde en kirkelig organisation vise, at de kan bevare fokus på opgaven.
Jeg er godt klar over, at nogle vil være uenige, og det lever jeg fint med. Det er et vilkår i et demokrati, at vi ser forskelligt på tingene. Hvad der til gengæld ikke kan være ret meget tvivl om er, at grundindstillingen bør være anderledes, hvis ens fundament er kristent hjælpearbejde.
Der er ikke ret meget moder Teresa over indstillingen, hvis man primært er bekymret for, at bankkontoen skrumper. Erkendelsen burde være, at der er folk derude, som har det værre end vi selv har – og især hvis man har et religiøst skrift som grundlag, der netop skulle tale ‘imod at samle sig jordisk gods’, som det kaldes i det såkaldte nye testamente… 🙂
Akuthjælp skal ikke sove på en bankkonto
Vi har alle hørt om indsamlinger, hvor pengene ventede på en bankkonto, fordi man drev en økonomistyring hvor det ikke var det fulde beløb, der akut gik til den naturkatastrofe, man samlede ind til. Det har gennem årene vakt til stor vrede, og mange er netop holdt op med at bidrage til den slags, fordi man ikke gad være til grin.
Hvis jeg bidrager til en sultkatastrofe i Eritrea, skal pengene ikke stå på standby. Så skal der drøn på, så pengene går til formålet! Enhver med selv begynderevner med søgemaskinen Google vil kunne opsøge disse sager. Det er ikke kønt, vel?
Et spørgsmål om samvittighed
For dem som påkalder sig guddommelig inspiration for deres arbejde burde det vække til alvorlig eftertanke, at nogle af organisationerne betaler deres ledelser relativt høje lønninger altimens de frivillige, som rent faktisk laver benarbejdet, skal finansiere egen kaffe, og mere eller mindre tages som en selvfølge.
Der er ikke ret meget moderne ledelse i dette, og det underminerer den tiltro til konceptet. Det skal siges, at der er stor forskel på personaleplejen i den slags organisationer, og jeg vil tillade mig, at anføre, at der er grupper, som GØR et godt arbejde, og som ikke bruger tiden på lobbyisme.
De har snuden i sporet, og fokus på opgaven. Det er ikke den slags organisationer jeg sigtede på med mit læserbrev. Jeg er af den opfattelse, at folk selv skal vurdere med egen samvittighed om de føler, de løser opgaven. Så burde resten følge helt af sig selv, nemlig også, at i en krise, så løfter man sammen frem for, at søge at komme forrest i rækken til en hjælpepakke.
Som sagt er jeg bevidst om, at det er brandvarmt og kontroversielt, for man vil jo helst ikke fornærme nogen, og så ender man i stedet med at hoppe fra tue til tue i det politiske system, fordi man ikke tager det nødvendige spadestik dybere i frivilligt arbejde, men alene reagerer fordi nogle råber højt i medierne…
Folk må selv vælge hvad de støtter. Friheden til at støtte er selvsagt personlig. Så må folk selv afgøre om administrationsomkostningerne er gode i den pågældende organisation, eller om der er potentiale for forbedringer ved at løse opgaven frem for at lege julemand for andres penge.
God weekend til alle bloggens læsere. 🙂